Sygehus beklager meddelelse om død beboer

Regionshospitalet i Randers oplyste til politiet, at en 72-årig mand var død efter et overfald på bosted - det var han ikke

En alvorlig kommunikationsbrist på Regionshospitalet i Randers betød, at en 72-årig mand blev erklæret død, selv om han levede - dog i kritisk tilstand. (Foto: Regionshospitalet i Randers)
En alvorlig kommunikationsbrist på Regionshospitalet i Randers betød, at en 72-årig mand blev erklæret død, selv om han levede - dog i kritisk tilstand. (Foto: Regionshospitalet i Randers)

Regionshospitalet i Randers beklager dybt, at et 72-årigt voldsoffer fejlagtigt blev erklæret død overfor Østjyllands Politi.

Fejlen skyldes manglende kommunikation mellem de læger, som i nat behandlede patienten. Det oplyser lægefaglig direktør på Regionshospitalet i Randers Lone Winther Jensen til Ekstra Bladet.

- Jeg vil gerne understrege, at patienten har modtaget en korrekt og professionel behandling på intensivafdelingen, men det er selvfølgelig dybt beklageligt, at vi oplyser til politiet, at patienten er afgået ved døden, siger Lone Winther Jensen.

Se også: 42-årig fængslet for at tæske 72-årig halvt ihjel



Se også: Beboer kvæstet efter overfald på bosted

Ifølge den lægefaglige direktør opstod fejlen, da en overlæge ikke havde modtaget de seneste informationer om patientens tilstand, da politiet kl. 02.54 ringede til hospitalet for at få en status på patienten.

- Da overlægen på intensivafdelingen kort efter kl. 01.00 havde tilset patienten, viste han kliniske tegn på at være død, og det meddelte overlægen til politiet, siger Lone Winther Jensen.

Hvad overlægen imidlertidigt ikke vidste var, at patienten i mellemtiden havde fået det bedre.

- Overlægen blev på et tidspunkt afløst af en anden læge, som konstaterede, at patientens vitale organer var begyndt at fungere igen. Det fik overlægen bare ikke at vide, og fejlen skyldes dermed manglende kommunikation fra det ene hold til det andet, siger Lone Winther Jensen.

Den manglende kommunikation får nu regionshospitalet til at gennemgå procedurerne.