Politiet: Brand i boligblok kan være påsat

Storbrand i boligblok i Sønderborg er nu helt slukket, oplyser politiet

Branden, der lørdag aften har hærget en boligblok i Sønderborg, er sandsynligvis opstået i en avistrailer, der stod parkeret foran blokken.

Det oplyser vagtchef ved Syd- og Sønderjyllands Politi, Erik Lindholt, til Ritzau.

- Vi har en mistanke om, at branden er opstået i en avistrailer til en cykel, der har stået ind mod muren lige uden for opgangen. Og hvis det er her, den er opstået, så kan branden have bredt sig via nogle kabelophæng, siger vagtchefen.

Hvordan der gik ild i traileren, skal undersøgelser søndag afsløre. Men vagtchefen vil bestemt ikke udelukke, at der ligger en forbrydelse bag.

- Ilden er i hvert fald ikke opstået af sig selv, fastslår Erik Lindholt.

Branden er opstået på adressen Nørager 7 i Sønderborg.

Efter at have kæmpet med flammerne i et par timer fik brandvæsnet ved 22-tiden fredag aften slukket branden.

75 beboere måtte evakueres, da alarmen lød klokken 19.28.

- Vi har foreløbigt afspærret hele boligblokken, så som udgangspunkt bliver beboerne fra ejendommen nødt til at blive genhuset.

- Vi undersøger dog, om vi ikke kan åbne for nogle af lejlighederne, siger vagtchefen.

1 af 3 
2 af 3 
3 af 3