Færre juleindbrud i København

Ifølge de foreløbige tal er antallet af juleindbud i hovedstaden nede med 35 procent i forhold til sidste år

Julen er hjerternes fest - fraset tyveknægte, der misbruger den søde juletid til at krænke andres private ejendom.

Derfor er det kun glædeligt, når helt friske tal viser, at der henover julen i København i år har været færre indbrud end i samme tdisrum i fjor.

Ifølge de foreløbige tal er der tidsrummet fra 22. december til 27. december begået 126 indbrud i politikredsen, mens der sidste år blev begået 193. En nedgang på 35 procent.

- Det er selvfølgelig glædeligt, siger Tommy Laursen, operativ leder, Station Bellahøj, Københavns Politi.

- Vi har i lang tid planlagt en aktion, der skulle køre henover julen. Og vi har haft indkaldt ekstra folk til det arbejde. Forud har vi lagt en strategi og nogle taktikker baseret på analyser af indbrudsmønstre de seneste år, siger han.

- Selvfølgelig er det svært at sige, hvad der konkret gjorde, at der var færre indbrud. Men overordnet set er indbrud i juletiden noget, vi har fokus på. Det er et stort samfundsmæssigt problem, som vi tager alvorligt, siger han.

I tidsrummet er 21 personer anholdt. Heraf er 13 fremstillet i grundlovsforhør, hvor otte blev varetægtsfængslet.

Blandt dem tre makedonere, der som eneste bagage havde en rygsæk med et koben i.

- Tallene er foreløbige. Der stiger sikkert, når folk kommer hjem fra juleferie. Men sådan var det også sidste år. Og set i det perspektiv vil der fortsat være færre indbrud i år, end sidste år, siger Tommy Laursen.

På Nørrebro er antallet af indbrud halveret. Det samme gør sig gældende på Frederiksberg. Ligeledes på Amager.

Han erkender, at der ikke skal meget til for at skubbe ubalance i statistikken.

En eller to meget aktive indbrudstyve kan vel ændre tallene alvorligt?

- Det er korrekt. Det er også derfor jeg siger, at vi ikke entydigt kan pege på, hvad der har medført det konkrete fald. Men faktum er, at vi har fokus på området, siger Tommy Laursen.