Beboere evakueret under brand i frisørsalon

Flere ældre beboere måtte evakueres mandag morgen under en brand i Nørresundby

Flere ældre beboere i en etageejendom i Vestergade i Nørresundby måtte tidligt mandag morgen forlade deres hjem under en brand i en frisørsalon.

- Branden startede kl. 06.30, og vi evakuerede en del ældre beboere på 2. og 3. sal på grund af røgudvikling, men de er allerede tilbage i deres lejligheder, siger vagtchef hos Nordjyllands Politi Poul Badsberg.

Vinduespartiet til frisørsalonen var knust, men politiet ved ikke, om det er en person, der står bag, eller om det er varmen fra flammerne.

Ifølge vagtchefen er branden startet omkring en sofa.

- Nu skal de tekniske undersøgelser påvise brandårsagen, men vi kan ikke udelukke, at branden er påsat af for eksempel noget fyrværkeri, siger Poul Badsberg.