Sigtelse: Politibetjent stoppede mobilsnak med påkørsel

En politibetjent er sigtet for påkørsel af en modkørende bil

En politibetjent fra Fyns Politi i Svendborg risikerer at miste sit kørekort efter en påkørsel af en modkørende bilist.

Sammenstødet skete for en lille måned siden, da politibetjenten under en kontrol af mobilbrug under kørsel og bilister uden sikkerhedsseler opdagede en mobilsynder i krydset Ørbækvej/Nyborgvej i Svendborg.

Politibetjenten kørte i en civil politibil, da han forgæves forsøgte at få den mobiltalende ind til siden.

Betjenten foretog derefter ifølge anmeldelsen en uvending og påkørte den modkørende bil.

Fyns Politi bekræfter ifølge fyens.dk, at politibetjenten er sigtet i sagen, som efterforskes af en specialgruppe, da den sigtede er ansat hos politiet.

Bliver politibetjenten dømt i sagen, risikerer han en ubetinget frakendelse af kørekortet eller krav om ny køreprøve.