Kraftig røg i Slangerup: Folk skal gå inden døre

Politiet opfordrer alle borgere i Slangerup til at søge inden døre

(Foto: Allan Andersen)
(Foto: Allan Andersen)

Ved du noget - eller har du billeder? Kontakt Ekstra Bladet på sms 1224 eller mail til 1224@eb.dk.

En villabrand i Slangerup på Sjælland udvikler så kraftig røg, at politiet opfordrer folk til at gå inden for og lukke døre, vinduer og ventilation.

Det er en villa på Sct. Michaelsvej, der brænder.

- Al røg er farlig, og vi opfordrer derfor folk til at gå inden døre, siger vagtchef ved Nordsjællands Politi, Ole Hestbæk, og fortsætter.

- Men vi har ingen oplysninger om, at der skulle være kemikalier eller andet i villaen, som gør røgen specielt giftig.

Han tilføjer, at ingen mennesker er kommet til skade i forbindelse med branden, der hærger en toetagers villa fra 1970’erne.

- Men jeg har hørt, at der skulle være en hund inde i villaen, siger vagtchefen.

Et øjenvidne fortæller til Ekstra Bladet, at branden har godt fat i villaen.

- Taget er fuldstændig ædt af flammerne. Det er gået rigtig stærkt, siger Kristian, der bor i nærheden af branden.

Nordsjællands Politi oplyser på Twitter, at folk, der føler ubehag efter at have indåndet røg, bør kontakte lægevagten - og i akutte tilfælde 112.



(Læserfoto)
(Læserfoto)


1 af 2 (Foto: Allan Andersen)
2 af 2 (Foto: Allan Andersen)