Her stjæler kunsttyve dyre malerier fra kendt kunstner

10 - 12 værker af den kendte kunstner Kristian von Hornsleth blev i aftes stjålet fra hans atelier i Skovlunde

Det stjålne maleri Fuck Beauty måler 120 x 120 centimeter.
Det stjålne maleri Fuck Beauty måler 120 x 120 centimeter.

- De er kun gået efter specielle billeder. Det må være et bestillingsarbejde.

Sådan siger den kendte kunstner Kristian von Hornsleth, 50, til Ekstra Bladet efter et kup mod hans atelier i Skovlunde i aftes.

Her stjal et hold indbrudstyve 10 - 12 af hans værker til en anslået værdi på 400.000 til 600.000 kroner.

Se også: Kunstner: Tyvene tog pornoen

Det frække indbrud skete dagen efter kunstnerens 50 års fødselsdag.

Et overvågningskamera filmede hele kunstkuppet, hvor de mange malerier bliver slæbt ud til en lys kassevogn af seks-syv indbrudstyve.

Flere billeder ikke færdige
- I hvert fald to af værkerne var ikke færdige, men ellers er de gået efter de 'rå' af mine billeder, mens de ikke har rørt skulpturer eller de mere 'kedelige' malerier. De har heller ikke stjålet andre værdier. De har taget cirka halvdelen af de billeder, som stod der, siger Kristian von Hornsleth.

Tyvene brød en aluport til atelieret op og bar værkerne ud til kassevognen. De har formentlig også brugt en anden bil til at komme til og fra stedet i Skovlunde. Kuppet skete i minutterne lige efter klokken 21.30.

- Alarmen gik og jeg kørte straks derud. Jeg bor et kvarters kørsel derfra, men da var de væk. Jeg har kun fotos af fire af de stjålne malerier, som er i prisklassen 50.000, 80.000 og 100.000 kroner stykket, siger Kristian von Hornsleth.

Dusør: Et dyrt maleri
Han udlover en dusør - et maleri til 60.000 kr. - for oplysninger, der kan føre til opklaring af kunsttyveriet.

- Naboen, der driver et importfirma, var lige kørt og han er der ellers meget ofte. Det er lidt uhyggeligt, hvis de har holdt øje med, om vi var der, siger Kristian von Hornsleth.

Nogle af malerierne er signerede af Hornsleth, andre er usignerede.

Den kendte kunstner har to gange tidligere været udsat for tyverier, den ene gang i Aarhus, den anden gang fra et lager på Roskildevej.

Se også: Tre Hornsleth-malerier stjålet

Københavns Vestegns politi ønsker oplysninger om kassevognen og tips fra folk, der får tilbudt at købe de stjålne malerier. Der er intet registreringsnummer på kassevognen.

Kunstneren blev især kendt for et projekt i Uganda i 2006, da han fik beboerne i en hel landsby til at tage sit efternavn mod at de fik foræret en gris eller en ged.

Ring 1-1-4 til politiet.

Se også: Efterlyst pornokunst censureret

Ved du noget ? Tip os på sms 1224 (det koster alm. takst) eller på mail 1224@eb.dk

1 af 7 Stjålet: Butterflies måler 100 X 70 cm.
2 af 7 Stjålet: Born in the USA er et stort maleri på to gange to meter.
3 af 7 Stjålet: Abstrakt 2 måler 150 x 150 cm.
4 af 7 
5 af 7 Kristian von Hornsleth mener, at indbruddet er et bestillingsarbejde. Tyvene gik efter specielle malerier. (Foto: Claus Bjørn Larsen)
6 af 7 Kristian von Hornsleth udlover et maleri til 60.000 kr. i dusør for opklaring af kunstkuppet. (Foto. Claus Bjørn Larsen)
7 af 7 Det stjålne maleri Fuck Beauty måler 120 x 120 centimeter.