Grov inkasso: Fik bælte om halsen

En 21-årig mand er fængslet for grove inkassometoder, hvor offeret blandt andet fik strammet et bælte om halsen

Kun to uger efter han fik en dom for vold og ulovlig tvang, er en 21-årig mand i dag blevet varetægtsfængslet ved retten i Lyngby, sigtet for grove inkassometoder mod et nyt offer.

Den 21-årige blev den 18. december idømt 10 måneders fængsel ved retten i Hillerød for at have presset en stofmisbruger for penge.

Ifølge den nye sigtelse blev en 36-årig mand den 28. december og den 30. december opsøgt i Hillerød af den 21-årige, der krævede penge.

Men offeret kunne ikke betale den gamle gæld, og han blev derfor udsat for vold. Første dag blev han snittet i panden med en saks og slået i ansigtet med knytnæveslag.

I går blev den 36-årige så opsøgt igen, og da han stadig ingen penge havde fik han strammet et bælte om halsen, dog ikke så hårdt, at han var i livsfare.

Den 21-årige nægter sig skyldig og kære varetægtsfængslingen på fire uger til landsretten. Han blev både varetægtsfængslet på efterforskningen og fordi han havde en frisk dom for lignende kriminalitet.

Anklager Kristine Scharling sigtede den 21-årige for forsøg på røveri, mens retten fandt, at han skulle varetægtsfængsles for ulovlig tvang.