Nabo til togulykke: Jeg troede det var et flystyrt

Beboere til togbanen i Bronx-bydelen blev alle vækket af ulykken, der ifølge nabo lød som et flystyrt - fire er døde og 60 er sårede

Der er normalt en skøn udsigt fra Cindy Hirschs altan i lejlighedskomplekset på Palisade Avenue i Spuyten Duyvil, men søndag var det den tragiske togulykke, der optog beboerne i området. (Foto: Thea Pedersen)
Der er normalt en skøn udsigt fra Cindy Hirschs altan i lejlighedskomplekset på Palisade Avenue i Spuyten Duyvil, men søndag var det den tragiske togulykke, der optog beboerne i området. (Foto: Thea Pedersen)

BRONX, NEW YORK, USA (Ekstra Bladet): For beboerne i Bronx-bydelen Spuyten Duyvil blev det alt andet end en fredelig søndag. Langt de fleste vågnede, da passagertoget på Hudson-linjen på vej fra Poughkeepsie til Grand Central Station på Manhattan kørte af sporet.

Det var angiveligt høj fart, og fejl på bremserne, der medførte afsporingen af toget, hvor fire passagerer blev dræbt og næsten 60 blev såret.

- Jeg vågnede ved, at der lød en eksplosion. Jeg var sikker på, det var et fly, der var styrtet ned, forklarer Cindy Hirsch, da Ekstra Bladet møder hende i lejlighedskomplekset på Palisade Avenue.

Som mange af sine naboer bor Cindy Hirsch helt op af jernbanen og kunne derfor ikke undgå at høre larmen, da det tonstunge tog forulykkede kl. 07.20 søndag morgen.

Grædende kvinde slap selv fri
Dick Conley var dog allerede oppe og luftede sin hund, da ulykken indtræf, og blev højst sandsynligt et af de få vidner, der faktisk så toget afspore i det skarpe sving på strækningen.

- Jeg kunne pludselig høre toget komme hvinende. Og så ser jeg det bare køre af sporet. Jeg troede først, der kunne være tale om en eksplosion, men så blev der helt stille, fortæller han om den fatale morgen, hvor fire personer blev dræbt og op mod 11 personer fortsat meldes alvorligt tilskadekomne.

Kort efter mødte han en ung college-studerende, der kom grædende imod ham:

- Hun fortalte, at hun havde været i toget og meget gerne ville ringe til sin mor. Så hun lånte vores telefon, så hun kunne sige, at hun var ok. Men hun var virkelig virkelig chokeret og fortalte, hvordan folk var væltet rundt inde i toget, siger Dick Conley.

Naboer i ejendomskomplekset kunne i løbet af dagen ikke skjule chokket over episoden overfor Ekstra Bladet, og delte søndagen igennem oplevelsen med hinanden.

TV: Hør Dick Conley fortælle, da han så toget afspore

Vogne ligger spredt langs skinnerne
- Jeg hørte et 'kapow', og da jeg stod op så jeg, hvordan toget lå på siden, og der kom røg op. Da politiet og redderne nåede frem begyndte de at hive folk op og bar dem ud på bårer. Andre personer kravlede selv ud eller gik derfra, gengiver Christine Keaveney fra sin lejlighed på 6. etage, mens hun skuer ud over de uhyggelige stålvogne, der ligger spredt over de grønne område helt ned til Hudson River.

I alt 7 togvogne blev drevet frem af en dieselmotor, der sad bagerst på toget. De fire forreste vogne blev adskilt fra de sidste tre vogne, der ligger væltede langs skinnerne en lille kilometer fra de andre vogne.

Søndagen igennem var dykkere også i spil på Hudson River, fordi man frygtede, at togpassagererne kunne være blevet slynget i vandet. Myndighederne kan endnu ikke afvise, at der fortsat kan være folk i de forulykkede vogne, der nu skal rejses.

Beretninger fra de sårede og pårørende, der er indlagt på forskellige hospitaler rundt omkring i New York, gengiver hvordan de kravlede rundt som aber for at komme ud af toget. Andre oplyser også, at de mente toget kørte alt for hurtigt.

NTSB, The National Transportation Safety Board, har nu indledt en undersøgelse af ulykken.

Jim Lovell, 58 år

Donna L. Smith, 54 år

James M. Ferrari, 59 år

Ahn Kisook, 35 år

1 af 4 Dick Conley så som en af de få selve toget køre af sporet søndag morgen, da han gik tur med hunden. (Foto: Thea Pedersen
2 af 4 Politi og reddere arbejdede hele dagen på stedet med de havarerede togvogne. (Foto: Thea Pedersen)
3 af 4 Christine Keaveney forklarer fra sin altan Ekstra Bladet, hvordan hun oplevede ulykken. (Foto: Thea Pedersen)
4 af 4 Der er normalt en skøn udsigt fra Cindy Hirschs altan i lejlighedskomplekset på Palisade Avenue i Spuyten Duyvil, men søndag var det den tragiske togulykke, der optog beboerne i området. (Foto: Thea Pedersen)