Bilist faldt i søvn: Dræbte cyklist

En bilist faldt i søvn bag rattet og påkørte en 69-årig cyklist i Glumsø. Bilisten er tiltalt for uagtsomt manddrab

Næsten halvandet år efter en dødsulykke i Glumsø på Sjælland, bliver en 25-årig bilist mandag stillet for retten i Næstved, tiltalt for uagtsomt manddrab og overtrædelse af færdselsloven.

Ulykken kostede en 69-årig cyklist livet, da han blev ramt af en bil, der pludseligt kørte over i den modsatte kørebane på Skelbyvej mellem Sorø og Næstved fredag den 17. august 2012 klokken 15.50.

Kørte i modsatte rabat
Dengang virkede ulykken uforståelig. Bilisten var ædru, men bilen overskred en fuldt optrukket spærrelinje og fortsatte i rabatten i modsatte kørebane over en strækning, før bilen ramte den 69-årige cyklist.

Cyklisten kom ind under bilen, og blev hårdt kvæstet. Han blev fløjet med akutlægehelikopteren til Rigshospitalets traumecenter, men døde undervejs.

Ulykken skete i en meget blød kurve, og ifølge tiltalen mod den 25-årige bilist skyldtes ulykken træthed. Han faldt tilsyneladende i søvn og bilen endte derfor i den modsatte kørebane efter at have krydset den fuldt optrukne spærrelinje.

Ifølge tiltalen var bilisten ude af stand til at føre bilen på fuldt betryggende måde på grund af træthed, og han undlod at holde så langt til højre på vejen som muligt.

Bilisten nægter sig skyldig. Anklagemyndigheden kræver foruden straf også, at han frakendes kørekortet ubetinget.