Rumænere fængslet efter indbrudstogt

Tre rumænere er varetægtsfængslet efter de blev anholdt med bilen fuld af tyvekoster. Politiet venter en stribe af anmeldelser fra husejere i Nordsjælland

Der var op mod 100 tyvekoster i rumænernes bil, der stammer fra indbrud i Nordsjælland natten til søndag. (Foto: Mik Eskestad/Polfoto)
Der var op mod 100 tyvekoster i rumænernes bil, der stammer fra indbrud i Nordsjælland natten til søndag. (Foto: Mik Eskestad/Polfoto)

Politiet har foreløbig fået et par anmeldelser om indbrud, som tre rumænere, der blev anholdt søndag morgen med bilen fuld af tyvekoster, kan sættes i forbindelse med.

Men politiet venter flere anmeldelser, når nordsjællandske husejere kommer hjem fra weekend.

- Vi ved, de har været i Allerød-området i nat. Der kommer helt sikkert flere anmeldelser, siger politikommissær Jesper Simonsen, Task Force Indbrud.

Se også: Rumænere anholdt: Bilen fuld af tyvekoster fra nattens indbrud

TFI har arbejdet sammen med rumænsk politi i en fælles efterforskning, og derfor vidste politiet, at en ny gruppe omrejsende indbrudstyve var kommet til Danmark.

Politiet slog til, da rumænerne var på vej til deres tilholdssted i København i morges.

Retten i Hillerød har varetægtsfængslet de tre rumænere ved et grundlovsforhør søndag eftermiddag. Alle tre blev varetægtsfængslede i tre uger. De nægter sig skyldige, men kunne ikke forklare, hvorfor bilen var fuld af tyvekoster.

Kørte i dansk bil
- Vi er ved at gøre kosterne op. Der er mellem 50 og 100, og så må vi se, hvor mange indbrud de kan kobles til, siger Jesper Simonsen.

Rumænerne kørte i en dansk indregistreret bil, og de har opholdt sig i længere tid i Danmark, især den ene på 37 år, som politiet anser som en slags hovedmand.

Politiet har erfaring for, at de tilrejsende indbrudstyve bliver udstyret med danske biler af herboende bagmænd og hjælpere, fordi nummerplader fra Rumænien naturligt vækker opsigt i villakvartererne.

Politiet regner med, at rumænerne kan sættes i forbindelse med en stribe tidligere indbrud, men det skal efterforskningen nu afklare.

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere