Ekspert: Ukraine kan blive diktaturstat

Fem demonstranter blev dræbt i Ukraine i løbet af dagen. Landet er på vej til at blive en diktaturstat, siger dansk ekspert

I morges kom en foreløbig kulmination på urolighederne i Ukraines hovedstad Kiev, da fem demonstranter blev dræbt i forbindelse med sammenstød med poltistyrker.

Men det er ikke slut endnu, frygter den danske Ukraine-ekspert, Karsten Møller Jakobsen.

Det er kun begyndelsen
- Jeg er alvorligt bange for, at det her kan vise sig kun at være begyndelsen. Jeg tror ikke, at det bliver til borgerkrig, men jeg kan godt forestille mig, at præsidenten indfører undtagelsestilstand i Kiev, og med det mener jeg udgangsforbud i mørketimer, forsamlingsforbud og indskrænkning af borgerrettigheder i al almindelighed, siger eksperten, der er senioranalytiker ved Dansk Institut for Internationale Studier, til Ekstra Bladet.

Se også: Demonstrant i Kiev: Folk griber til våben

Ekstra Bladet var i dag i kontakt med en ung ukrainsk mand, der betegnede sit eget land som en diktaturstat. Den udlægning er den danske ekspert ikke afvisende overfor.

- Jeg er på nippet til at give ham ret. Ukraine er lige nu på vej ned ad den forkerte vej, og det går desværre rigtigt stærkt. Der foregår en stramning på alle mulige måder - lovmæssigt og politisk.

Demonstrationerne kommer som en reaktion på regeringens nej til en handels- og samarbejdsaftale med EU.

Skandaløse forhold
Efter en periode med færre demonstrationer blussede konflikten op for fuldt blus mandag.

Se også: Presset Janukovitj møder oppositionsledere

- Det var som om, at gassen var ved at gå af ballonen omkring jul, men her for et par dage siden tævede politiet en journalist. Og i fredags blev en ny lovpakke vedtaget under mildest talt skandaløse forhold. Lovpakken betyder, at det i virkeligheden er ulovligt at demonstrere på gaden.

På grund af lovpakken, så kan borgere, der deltager i demonstrationer, idømmes fængselsstraffe på helt op til 15 år, fortæller eksperten.