To danske brødre omkommet i lavine-ulykke

Fransk avis: Lavine har kostet to danskere i Alperne

Området d'Auris-en-Oisans, som danskerne angiveligt boede i nærheden af. (Foto: AP)
Området d'Auris-en-Oisans, som danskerne angiveligt boede i nærheden af. (Foto: AP)

Ved du noget - eller er du l'Alpe-d'Huez? Send os en mail på 1224@eb.dk eller sms/mms til 1224 (alm. takst)

En lavine-ulykke har kostet to danskere livet i Alperne i Frankrig. Der er tale om to brødre fra Nykøbing Falster, oplyser det franske politi til Ekstra Bladet.

Ifølge avisen stod danskerne, der begge er i 40'erne, off-piste på bjerget Col de Cluy i området d'Auris-en-Oisans, da ulykken skete.

Nåede kun én dag på ski
Sammen med to andre danskere var de nu afdøde skiløbere ankommet til et skisportsområde ved l'Alpe-d'Huez lørdag.

Det var dog kun de to af danskere, der havde bevæget sig off-piste - et område, der ikke er sikret. De blev begravet under flere meter sne, da lavinen pludselig overraskede dem, skriver Le Monde.

Ulykken skete søndag, og vennerne slog alarm på turistkontoret mandag morgen, da de to danskere ikke var kommet hjem.

Fundet i 2000 meters højde
30 politifolk, en skipatrulje og en helikopter blev sendt ud for at lede, og ligene af de to danskere blev fundet mandag formiddag, oplyser den lokale redningstjeneste.

De blev fundet i 2000 meters højde - ved hjælp af såkalde lavine-detektorer, som mændene havde på sig. De lå mellem 3-8 meter under sneen.

Ekstra Bladet har været i kontakt med politiet i den nærliggende by Grenoble, som bekræfter, at der er tale om to danske statsborgere.

- Men derudover kan vi på nuværende tidspunkt ikke komme med flere detaljer. Vi er i gang med at undersøge sagen, siger vagthavende ved CRS Grenoble til Ekstra Bladet,

Adskillige dræbt i laviner
Ifølge nyhedsbureauet AFP har 12 mennesker mistet livet i laviner i Frankrig siden vinterens start.

- Snedækket er særligt ustabilt denne vinter, og det kan være meget risikabelt at vove sig off-piste, lyder advarslen fra politiet vagthavende i alperne, Laurant Jaunatre.

Sidste vinter mistede 36 mennesker livet i laviner i landet.





1 af 4 En redningshelikopter i det område, hvor to danskere søndag mistede livet. (Arkivfoto: AP)
2 af 4 Området d'Auris-en-Oisans, som danskerne angiveligt boede i nærheden af. (Foto: AP)
3 af 4 (Foto: Google Maps)
4 af 4 Området d'Auris-en-Oisans, som danskerne angiveligt boede i nærheden af. (Foto: AP)