Dræbt i lavine: Brødre bevægede sig i livsfarligt område

Der bliver advaret kraftigt mod at gå off-piste i Alpe d'Huez på grund af lavinefare, fortæller dansk journalist i området. De to brødre bevægede sig i et særligt risikofyldt område og udløste formentlig selv lavinen, lyder tesen fra myndighederne

Auris-en-Oisans-området i Frankrig, hvor to danske brødre er omkommet i en lavineulykke. (Foto: Stig Jørgensen)
Auris-en-Oisans-området i Frankrig, hvor to danske brødre er omkommet i en lavineulykke. (Foto: Stig Jørgensen)

Ved du noget - eller er du l'Alpe-d'Huez? Send os en mail på 1224@eb.dk eller sms/mms til 1224 (alm. takst)

Da to danskere søndag valgte gå off-piste, skete det mod alle vejledningerne i skisportsområdet Alpe d'Huez.

Faren for laviner i området er nemlig så overhængende, at der på skilte advares om at gå uden for pisterne. Samtidig har de guider, der normalt arrangerer ture off-piste, aflyst alt, mens sneen er så ustabil.

Det fortæller Louise Hagemann, der er journalist og udsendt for DanSki, til Ekstra Bladet.

- Hele dagen er der blevet lukket områder og sprængt laviner, siger Louise Hagemann, der dog ikke har detaljerne omkring ulykken.

- Men det er markeret alle steder, at man fraråder off-piste, og at man skal passe meget på. Selvom man står lige ved siden af pisten, ved man ikke, hvad der kan ske, tilføjer hun.

80 procent risiko for lavine
Flere detaljer har til gengæld salg- og marketingschef i DanSki, Anders Højlund, som har været i kontakt med de franske myndigheder.

- De var fire gutter afsted søndag eftermiddag, og på et tidspunkt splitter de op, og de to mænd kører off-piste, siger Anders Højlund.

Han forklarer, at de to danskere først har bevæget sig ud på en meget kendt off-piste med navnet Signal de l'homme og derfra videre ud på Col de Cluy, hvor de blev fundet døde mandag formiddag.

- De er endt i et område, der er rigtig farligt. Derudover tyder det på, at de har lavet deres egne spor og kørt skråt ned af bjerget i stedet for lige ned. Det betyder, at den nyfaldne sne er blevet delt på en måde, der giver højere risiko for laviner, siger Højlund.

- Myndighederne har forklaret, at der var 80 procents risiko for lavine i det område, de bevægede sig i, siger Anders Højlund og tilføjer, at han ikke kender de to mænd, der blev dræbt i lavinen.

- Men en erfaren off-piste guide ville aldrig have taget chancen i det område.

Dræbende tryk fra metervis af sne
De to mænd blev fundet under henholdsvis fire og otte meter sne dagen efter ulykken. Men selv, hvis vennerne havde slået alarm tidligere, ville deres chancer have været minimale.

- Den impact, et tryk fra så mange meter sne, har på kroppen, gør, at de har haft meget små chancer for at overleve. Samtidig var området så farligt, at selv hvis hjælpen var blevet tilkaldt med det samme, så ville de ikke sende redningsmedarbejderne ned efter dem med det samme, siger Anders Højlund og uddyber:

- De skulle først sprænge et par laviner, før det var sikkert nok for dem at gå derned.

Danskerne rejste ikke med hverken DanSki eller Nortlander. Ifølge Anders Højlund, der har været i kontakt med flere danske rejsebureauer, rejste de formentlig uden selskab.

Ved du noget - eller er du l'Alpe-d'Huez? Send os en mail på 1224@eb.dk eller sms/mms til 1224 (alm. takst)

1 af 2 (Foto: Google Maps)
2 af 2 Auris-en-Oisans-området i Frankrig, hvor to danske brødre er omkommet i en lavineulykke. (Foto: Stig Jørgensen)