Høj og tynd mand røvede supermarked

En mand truede sig tirsdag aften med kniv til kontanter fra kassen i Aldi-supermarked i Farsø.

Nordjyllands Politi efterlyser en mand, der tirsdag aften begik røveri mod et Aldi-supermarked i Farsø. Det oplyser vagtchef Åge Pedersen fra Nordjyllands Politi.

Omkring klokken 20 kom manden ind i supermarkedet, der ligger på Holmevej, og truede med en kniv personalet til at udlevere penge fra kassen.

- Det lykkedes manden at slippe af sted med et mindre beløb, siger Åge Pedersen.

Efter røveriet løb manden ud af butikken og forsvandt i retning af vandtårnet i Farsø.

Politiet har udsendt et signalement af røveren og vil gerne i kontakt med folk, der har set noget i og omkring butikken.

Der er tale om en mand, der er 185 centimeter høj og tynd. Han havde under røveriet en rød hættetrøje og blå bukser på.

Folk med oplysninger kan kontakte Nordjyllands Politi på telefon 114.