Flere børn mistede livet i trafikken i 2013

Forældre skal indse deres ansvar, lyder det fra Rådet for Sikker Trafik, der vil lave særlig indsats i 2014

Saoirse, Connor og Søren blev dræbt i en ulykkei Nordjylland. (Privatfoto)
Saoirse, Connor og Søren blev dræbt i en ulykkei Nordjylland. (Privatfoto)

De fleste husker nok den tragiske ulykke i juli, hvor de tre børn Saoirse, Søren og Connor blev dræbt i Nordjylland, da en bilist bragede ind i siden på den bil, de sad i, med mindst 125 kilometer i timen.

Eller den niårige Caroline, som mistede livet, da en højresvingende lastbil overså hende i et kryds i København.

Og de fire er langt fra de eneste. Allerede inden året er slut, har flere børn i alderen 0-12 år mistet livet end samme aldersgruppe i 2012, viser en foreløbig opgørelse, som Vejdirektoratet, Trafikstyrelsen, Rigspolitiet og Rådet for Sikker Trafik står bag.

Se også: Flere bliver dræbt i trafikken

Og derfor skal der sættes større fokus på området, mener Rådet for Sikker Trafik.

- Vi skal finde ud af, hvor det er, børn mister livet. Der er alt for mange unge, der mister livet, og i 2014 laver vi en særlig indsats, hvad det angår, siger Mogens Kjærgaard Møller, der er administrerende direktør i Rådet for Sikker Trafik.

- Det handler blandt andet om at forstå værdien af at bruge cykelhjelm, tilføjer han.

Se også: Far til trafikdræbte børn revser dødsbilist: Man må tage ansvar for sine handlinger

Derfor bliver der i det nye år sat særlig fokus på at mindske antallet af trafikdræbte børn.

- Vi skal gøre noget for Børnenes Trafikklub, der er børnenes første møde med forsøget på at skabe en trafikkultur. Vi vil styrke samarbejdet yderligere med kommuner og skoler.

- Forældrene skal forstå, at de har et stort ansvar. Netop i forhold til trafikvaner, viser det sig, at den måde, forældrene agerer på, er noget, de unge tager til sig, siger han.

Se også: Mor og barn dræbt i trafikulykke

Der er dog også lyspunkter i opgørelsen.

Antallet af dræbte fodgængere er historisk lavt, færre ældre har mistet livet i trafikken, og andelen af trafikdræbte i personbil er faldet.

Men samtidig skete der en stigning i antallet af dræbte, da omkring 185 ifølge den foreløbige opgørelse mistede livet. Det er en lille stigning i forhold til sidste år, da tallet var historisk lavt, og 167 omkom i trafikken.

Se også: Barn dræbt ved glatføreulykke Barn dræbt ved glatføreulykke

Tal fra Vejdirektoratet viser, at 24 procent af de dræbte i 2013 omkom i eneulykker, mens 22 procent omkom i frontal-ulykker, hvor to biler kører direkte ind i hinanden.

Fælles for begge typer ulykker er, at de oftest skyldes uopmærksomhed, for høj fart eller alkohol.

Få overblikket over samtlige dødsulykker i trafikken i 2013 ved at klikke på kortet herunder. Mangler der nogen? Så send en mail til stes@eb.dk

</p>