Kørte Caroline ihjel: Slipper med bøde

Lastbilchaufføren, der kørte en niårig pige ihjel i en højresvingsulykke, skal nu for retten. En monitor i førerhuset tog en del af hans udsyn

Caroline var knapt 10 år gammel, da hun blev dræbt på sin cykel af en højresvingende lastbil.
Caroline var knapt 10 år gammel, da hun blev dræbt på sin cykel af en højresvingende lastbil.

En bøde og en betinget frakendelse af kørekortet.

Dét er anklagemyndighedens krav om straf til den 61-årige lastbilschauffør, der 3. september sidste år kørte den niårige Caroline ihjel i en højresvingsulykke ved Damhussøen i København. Bøde er lovens mildeste straf for uagtsomt manddrab.

Caroline cyklede foran sin mor, og pigen blev dræbt på stedet, da lastbilen svingede til højre mod Ålholmvej, og Caroline kom ind under lastbilen. Ulykken skete klokken 17.50.

Tiltalt for uagtsomt manddrab
Nu har anklagemyndigheden rejst tiltale mod den 61-årige chauffør, der selv ejede lastbilen, men kørte for Dansk Erhvervs Transport.

Han stilles for retten på Frederiksberg den 29. januar, tiltalt for to overtrædelser af færdselsloven og for uagtsomt manddrab.

Se også: Stor sorg over trafikdræbt niårig: Sov sødt smukke Caroline

Ulykken skete i det store kryds Peter Bangs Vej, Ålholmvej, Grøndals Parkvej og Ålekistevej.

Caroline og hendes mor cyklede frem for grønt lys, og lastbilen havde holdt stille for rødt, da den kørte frem og svingede til højre.

Ifølge anklageskriftet sikrede chaufføren sig ikke, at svingningen kunne ske uden ulempe for cyklisterne, der for grønt lys skulle køre lige ud.

Derfor blev pigen påkørt og dræbt.

Monitor tog chaufførens udsyn
En ulovligt monteret monitor i førerhuset kan have medvirket til ulykken, mener politiet.

Politiet har nemlig også rejst tiltale mod den 61-årige chauffør for ikke at have holdt sin lastbil i lovlig stand, fordi monitoren var opsat i førerens direkte synsfelt fremad eller til siderne, 'hvilket reducerede udsynet unødigt', lyder tiltalen.

Se også: - Vores chauffør har det meget, meget skidt!

Uagtsomt manddrab har en strafferamme fra bøde til fire måneders fængsel eller under særligt skærpende omstændigheder indtil otte års fængsel.

Men da ulykken alene skyldtes manglende opmærksomhed fra chaufføren, har anklagemyndigheden på Station Bellahøj valgt kun at nedlægge påstand om bødestraf og en betinget frakendelse af kørekortet.

Se også: Mors rørende brev til dræbt niårig: Hvordan kan vi nu leve?

Den 61-årige lastbilchauffør var stærkt chokeret efter ulykken, og han fik krisehjælp:

- Vores chauffør har det også meget, meget skidt og har behov for tid til at komme sig over det her, sagde direktør Jan Vejrum fra Dansk Erhvervs Transport, som den 61-årige har kørt for i 15 år.

Efter ulykken blev der lagt masser af blomster og tændt lys for Caroline på ulykkesstedet, hvor hendes mor også lagde et rørende brev:

- Sov sødt min lille pige. Himmelen manglede en engel. Du blev revet væk fra os, men du er altid i vores hjerter. Din død må ikke blive forgæves, og jeg vil kæmpe mod alt som er ondt ! Det giver ikke mening. Hvorfor ? Hvorfor tog lastbilen ikke mig i stedet?, skrev den ulykkelige mor.

Se også: Ekspert: - Højresvingsulykker er den mest ulige kamp

1 af 6 Pigen cyklede frem for grønt lys og kørte lige foran sin mor, da lastbilen svingede. (Foto: Kenneth Meyer)
2 af 6 Lastbilen havde en ulovligt monteret monitor i førerhuset, som tog en del af chaufførens udsyn. (Foto: Kenneth Meyer)
3 af 6 Blomster på ulykkesstedet.
4 af 6 Familie lagde blomster og tændte lys for Caroline. Hendes mor skrev også et rørende brev til sin dræbte datter.
5 af 6 Her fjerner politiet pigens cykel efter ulykken. (Foto: Kenneth Meyer)
6 af 6 Caroline var knapt 10 år gammel, da hun blev dræbt på sin cykel af en højresvingende lastbil.