Børnefamilie genhuset: Bandefolk rykket ind på villavej

Bandefolk rykker ind: Beboere på stille villavej frygter konflikt

Foto: Jakob Jørgensen
Foto: Jakob Jørgensen

Flere unges indtog på en en stille villavej i Hvidovre ved København har skabt voldsom utryghed og direkte frygt blandt beboere i området. Ifølge politiet har de unge banderelationer.

Repræsentanter for grupperingen er rykket ind på førstesalen i en villa, der ligger på den ellers rolige Grænsevej i hjertet af parcelhuskvarteret.

Huset er delt op i to lejligheder, hvor en børnefamilie ejer og bor i stueetagen, mens lejligheden på første sal administreres af en udlejer, der så har udlejet lejligheden til en eller flere fra grupperingen.

Familien i stueetagen er nu så utryg, at de har bedt myndighederne om hjælp. Politiet har vurderet, at de ikke kan garantere familiens sikkerhed. Nu er kommunen gået ind i sagen, og familien er blevet genhuset i et socialt boligbyggeri. En ganske ekstraordinær og sjælden foranstaltning.

- Det er korrekt, at vi har sådan en sag. Den er blevet til på tværs af flere myndigheder. Og det er den vej, vi er kommet ind i sagen, siger Hvidovres borgmester, Helle Adelsborg (A), til Ekstra Bladet.

Utrygge naboer
Familien selv ønsker ikke at kommentere situationen.

Men forløbet bekræftes af både kilder med indsigt i sagen samt andre beboere på vejen, der ligesom den genhusede familie ikke er trygge ved gruppen af unge.

- Der er tale om folk med tatoveringer på halsen, der kommer kørende i Audier og BMW’er, siger en beboer, der af hensyn til egen sikkerhed ikke ønsker sit navn frem.

- De ligner og opfører sig som bandefolk, lyder konklusionen.

Beboerne på vejen frygter derfor, at det ved en konflikt eller bandekrig skal komme til opgør midt i deres ellers fredelige boligområde.

Uklar fremtid
- Konkret er vores forvaltning blevet vidende om, at der på den pågældende adresse bor en familie med flere små børn, siger Helle Adelsborg.

- Erfaringer viser, at den slags situationer er stærkt utryghedsskabende. Og derfor har kommunen valgt at gå ind i sagen, tilføjer hun.

Hvor familien er blevet genhuset til, ønsker hun ikke at uddybe.

- Hvor lang tid er det meningen, at de skal være genhuset?

- Det er svært at svare på. I princippet er det op til den pågældende familie, svarer borgmesteren.

Politiet: Vi har fokus på huset
Der foreligger ikke nogen direkte plan for, hvordan sagen fremadrettet skal køre.

- Men jeg går ud fra, at også politiet skal spille en rolle i den omtalte problemstilling, siger Hvidovre-borgmesteren.

- Som udgangspunkt er det ikke rart at have folk med bandetilknytning i nabolaget, tilføjer hun.

Hos politiet har man også fokus på adressen, ifølge Jørgen Harlev, politiinspektør og chef for de forskellige lokalpoliti-afdelinger under Vestegnens Politi.

- På adressen kommer der yngre folk, der har en vis tilknytning til bandemiljøet. Ikke, at der er tale om en decideret bande-afdeling. Men som sagt er der tale om folk med tilknytning til bandemiljøet. Vi holder øje med den, som vi holder øje andre adresser, hvor der færdes lignende folk, siger han og tilføjer:

- Vi har været dernede og tjekke stedet. Men vi har ikke gjort bemærkelsesværdige fund på adressen endnu.

Melder hus forbi
Den omtalte lejlighed på husets første sal bebos af en yngre mand. Men da Ekstra Bladet i går besøgte adressen, var der ingen hjemme.

Hele huset fremstod dermed tomt.

Lejligheden på første sal administreres af ejendomsudlejer Christian Sandberg, der flere gange har været nævnt i medierne for beskyldninger om plat og fusk.

- Det er korrekt. Jeg administrerer den lejlighed, som jeg så har lejet ud. Det er der intet kriminelt i, siger Christian Sandberg til Ekstra Bladet.

Det lykkedes ikke Ekstra Bladet at komme i kontakt med førstesals-beboeren. Til gengæld fandt Ekstra Bladet frem til en af hans bekendte, der har formidlet kontakten til Christian Sandberg.

- Det passer ikke. Der er ingen bandemedlemmer på adressen, siger den bekendte, der ikke vil oplyse sit navn.

- Ham, der bor der, er en helt normal mand med et regulært arbejde. Og så er han weekendfar, siger den bekendte, der fortsætter:

- Det er helt naturligt, at han får besøg af venner og bekendte i sit hjem.

- Men der er opsat video-overvågning op rundt om uden for huset?

- Det er der ikke noget odiøst i. Det er der mange, der har. Jeg er sikker på, at han ikke er den eneste, der har video-overvågning ude på den vej, siger den bekendte.

1 af 2 Foto: Jakob Jørgensen
2 af 2 Foto: Jakob Jørgensen

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere