Sexlystne mænd afpresses på nettet

Politiet har fået flere anmeldelser fra mænd, der bliver afpresset for penge, når de har vist sig nøgne frem for en date på nettet

En dansk mand har anmeldt, at han var været udsat for pengeafpresning efter et besøg på hjemmesiden benaughty.dk. Screendump fra hjemmesiden
En dansk mand har anmeldt, at han var været udsat for pengeafpresning efter et besøg på hjemmesiden benaughty.dk. Screendump fra hjemmesiden

Ved du noget ? Har du været udsat for denne form for pengeafpresning på nettet. Tip os på sms 1224 (koster alm. takst) eller på mail 1224@eb.dk

Netsex kan blive en dyr fornøjelse for sexsultne mænd, der tror, de har fundet en villig kvinde på nettet. Ofte er der tale om falske profiler, der er oprettet for at tjene penge til kriminelle bagmænd.

En 25-årig mand anmeldte i weekenden til politiet på Amager, at han blev udsat for pengeafpresning fra Filippinerne, hvor afpresserne truede med at offentlige intime billeder af ham. Billederne var optaget med hans eget webkamera under en chat med en ukendt asiatisk skønhed.

Den 25-årige sad og onanerede halvnøgen, mens han kiggede 'live' på kvinden på den anden side af jordkloden. Men bagmændene optog sceancen, og truede derefter med at offentliggøre de penible billeder på Facebook eller YouTube, så han venner, familie og kolleger kunne se pinlighederne.

Betalte 600 dollar
Prisen for at undgå offentliggørelse var 600 dollar, cirka 3700 kr., som den 25-årige overførte til en konto i Filippinerne. Han troede, det så var overstået. Men afpresserne ville have flere penge, og så sad den 25-årige i saksen og gik til politiet.

- Vores muligheder for at efterforske mod afpresserne er næsten lig nul. Så vi kan kun advare folk mod fidusen. Vi har den senere tid fået fire anmeldelser i København fra yngre mænd, der har været udsat for den form for afpresning, siger vicepolitikommissær Carsten Knudsen, Station Amager, til Ekstra Bladet.

Politiet er sådan set ikke i tvivl om, at afpresserne vil gøre alvor af truslerne om at smide de pinlige optagelser på nettet. Men hvis man først betaler én gang, så vil de have mere.

- Det er ligesom med dummebøder. Beløbet vokser bare. Har de først fået fat i dig, så har de en guldåre. Lad være med at betale, siger Carsten Knudsen.

Derfor advarer politiet mod at kontakte ukendte kvinder på nettet for at have 'netsex' med dem via computerens webkamera. Man har ingen garanti for, at billederne ikke bliver optaget og misbrugt. Sluk hellere webkameraet på computeren, siger politiet.

Advarer mod datingsite
Den 25-årige 'faldt i vandet' på datingsiden BeNaughty.dk, der også har .com domæne og flere andre. På internettet advarer mange brugere mod BeNaughty, der vrimler med falske profiler på kvinder, hvis formål det alene er at malke mændene for penge.

Chefen for politiets Nationale IT Efterforsknings Sektion, NITES, Johnny Lundberg, oplyser, at NITES endnu ikke har efterforsket dén form for pengeafpresning på nettet.

- Men vi kender det i en anden form fra datingsites med især østeuropæiske kvinder, hvor mænd bliver lokket til at overføre penge til kvinder under påskud af, at de vil rejse til Danmark for at mødes. Det er svindel, men ikke afpresning, forklarer Johnny Lundberg.

Pengene er tabt
Ofrene må se i øjnene, at pengene er tabt. Ofte bruges der anonyme overførsler via for eksempel Western Union, og så kan modtageren af pengene ikke spores.

- Det er ikke farligt at være på nettet. Man skal bare tænke sig godt om og færdes med omtanke. Man låser jo også sit hus, når man tager hjemmefra, siger Johnny Lundberg.

Han advarer også mod at betale afpressere og anbefaler, at man ikke foretager sig 'ting' foran sit webkamera, som man ikke ønsker, at andre skal se.

Ved du noget ? Har du været udsat for denne form for pengeafpresning på nettet. Tip os på sms 1224 (koster alm. takst) eller på mail 1224@eb.dk