Et større politiopbud var mandag tidlig eftermiddag til stede ved Rigshospitalet.
En betjent på stedet fortæller til Ekstra Bladets udsendte, at en større gruppe rockere fra grupperingen Hells Angels var mødt frem på hospitalet for at yde beskyttelse til et medlem af banden, som blev udskrevet.
De omkring 20-30 fremmødte rockerne var bevæbnet med køller og knive, lyder det videre.
Ifølge Ekstra Bladets oplysninger ankom omkring ti politibiler til Rigshospitalet for at sikre ro og orden under udskrivelsen.
Den udskrevne er efter alt og dømme den ene af de to HA-rockere, som natten til søndag blev såret under et enormt rockerslagsmål på sportsbaren Lions and Barrels i Parken.
Meldingen kommer samtidig med, at politiet er i højeste alarmberedskab i hovedstaden efter det voldsomme knivstikkeri, der involverede rockergrupperne Hells Angels og Satudarah.
Et af de steder hvor politiets forhøjede opmærksomhed er tydeligst, er netop omkring Rigshospitalet. Her patruljerer betjente i langt højere grad end normalt.
- Vi er til stede for at vise, at vi er der. Og de skal opføre sig ordentligt, forklarede Steffen Th. Steffensen fra afdelingen for Organiseret Kriminalitet tidligere på dagen over for Ekstra Bladet.
Det er ikke kun ved Rigshospitalet, at politiets øgede opmærksomhed kan mærkes, forklarer han.
- Vi er over det hele, siger Steffen Th. Steffensen uden dog at ville uddybe sin udmelding.
- Det er uacceptabelt, at de opfører sig, som de gør, understreger han.
På Rigshospitalet blev tre rockere indlagt efter knivstikkeriet. Den ene, en 31-årig HA'er, var i en periode i livsfare, men meldes i bedring.
Masseslagsmålet på sportsbaren involverede 20-30 mennesker. Og øjenvidner har beskrevet sceneriet som om, at 'helvede brød løs'. 28 personer blev anholdt i forbindelse med det voldsomme optrin.
Årsagen til det voldsomme masseslagsmål var ifølge Ekstra Bladets oplysninger, at rockergrupperingerne tilfældigt stødte på hinanden. En konflikt mellem den nyankomne hollandske gruppe og HA har angiveligt ligget i luften længe.
Natten til mandag blev der affyret skud mod en bil i Brønshøj. Men Steffen Th. Steffensen tror ikke umiddelbart, at den episode har sammenhæng med masseslagsmålet.
- Det er nogle forskellige grupperinger, konstaterer han.