TV: Skubber kvinde ud foran tog

Det er endnu uvist, hvad der fik ukendt gerningsmand til at skubbe 28-årig kvinde ned på skinnerne i Sao Paulos undergrund

Onsdag så vi et af de klareste eksempler på, hvorfor det er en ualmindelig dum idé at bevæge sig over en jernbaneoverskæring, når bommen er gået ned.

Se også: TV: Myndighed advarer - kvinde nær ramt af tog

Ét er dog at sætte sit eget liv over styr. Anderledes modbydeligt bliver det, når nogen bevist udsætter andres liv for fare.

Heldigvis slap brasilianske Maria da Conceicao de Oliveira med livet i behold, da en ukendt gerningsmand besluttede sig for at skubbe hende ud foran et af togene på undergrundsstationen Se Station i millionbyen Sao Paulo tirsdag morgen.

Mistede arm
Til gengæld måtte kvinden, der oven i købet havde fødselsdag på dagen for den forfærdelige episode, lade sin højre arm amputere af hospitalslæger.

Overvågningsoptagelser fra togets førervogn, som du kan se ovenfor, viser med tydelighed, hvordan gerningsmanden fuldstændig umotiveret skubber til den intetanende kvinde. Vidner har sidenhen fortalt, hvordan han efterfølgende løb væk, mens han grinede.

Politiet jagter nu manden, der blev set flygte fra stationen iført hvid t-shirt og sorte bukser.

Heldig at være i live
To mænd var anderledes prisgivet, da de tilbage i december 2012 med under en måneds mellemrum blev skubbet ud på skinnerne i New Yorks undergrund af to forskellige gerningsmænd.

112 - 28. dec. 2012 - kl. 09:26 Dræbt på stedet: Kvinde skubbede mand ud foran tog

Den amerikanske avis New York Posts dækning af den ene mands død vakte stor forargelse, da avisen i den forbindelse valgte at bringe et foto på avisens forside, hvorpå manden kæmper for at komme tilbage op på perronen, sekunder inden toget rammer og dræber ham.

'Denne mand dør om lidt', skrev avisen med store bogstaver hen over forsiden.