Frifundet for menneskehandel med rumænske slavearbejdere

Retten i Helsingør har fældet dom i den første sag om grov udnyttelse af rumænske tvangsarbejdere til rengøringsarbejde i Danmark

Natalia og Vasile var rengøringsarbejdere i Danmark sammen med deres søn Ioan-Vasile og Vasiles storebror Florin. De boede alle i en rottefyldt kælder i Helsingør uden el, varme, vand eller toilet. (Foto: Petrut Calinescu/Fagbladet 3F)
Natalia og Vasile var rengøringsarbejdere i Danmark sammen med deres søn Ioan-Vasile og Vasiles storebror Florin. De boede alle i en rottefyldt kælder i Helsingør uden el, varme, vand eller toilet. (Foto: Petrut Calinescu/Fagbladet 3F)

Tiltalen var alt, alt for upræcis og der var usikkerhed om, hvad der egentlig var foregået, da fire rumænere kom til Danmark for at arbejde med rengøring. Og der var ikke tilstrækkelige beviser for, at rumænerne blev udnyttet til tvangsarbejde.

Derfor har retten i Helsingør netop frifundet en 34-årig indehaver af rengøringsfirmaet JD Rengøring for menneskehandel til tvangsarbejde med rumænere, der arbejdede i 18 timer i døgnet for en lovet løn på 500 euro om måneden. Penge som rumænerne, ifølge deres forklaringer, ikke fik.

Se også: Tiltale: Holdt slavearbejdere i rottefyldt kælder

Familien Stoica, Vasile Stoica, hans hustru Natalia, sønnen Ion-Vasile og Florin Stoica, storebror til Vasile, har forklaret, at de blev lokket til Danmark med løfte om en løn på 500 euro hver, cirka 3700 kr., og kost og logi.

Kontakten gik gennem en kvinde i Rumænien, der hævdede, det var et godt arbejde i Danmark og da Stoica-familien var økonomisk presset i Rumænien lød jobtilbuddet tillokkende, De fik betalt busbilletten til Danmark, men udgiften ville dog blive trukket i deres første månedsløn.

Huset i ussel kælder
Men allerede i bussen til Danmark fik de inddraget deres ID-papirer af busstewardessen, og i Helsingør blev de indkvarteret i den 34-årige arbejdsgivers usle og beskidte kælder uden el og vand, hvor politiet fandt familien Stoica tre uger senere, sultne og uden penge.

Se også: Slavesag: Rottefyldt kælder var næsten renoveret

Men ved frifindelsen sagde retsformand Ida-Louise Apostoli, at der ikke var gjort nok for at sikre beviserne, da politiet gik ind i sagen og inden rumænerne rejste hjem. For at dømme for menneskehandel til tvangsarbejde skal gerningsmanden have rekrutteret, transporteret og brugt frihedsberøvelse, trusler eller andre utilbørlige metoder - og det er der ikke tilstrækkelige beviser for, mener retten i Helsingør.

Se også: Rumænske slaver ville tjene penge til leveroperation

Dommeren sagde, at bestemmelsen om menneskehandel er svær at håndtere, og da sagen fra 2011 var den første af sin art, havde politiet ikke haft nok fokus på beviserne for, at rumænerne blev groft udnyttet.

- Hvis denne sag havde fundet sted i dag, ville den nok være grebet anderledes an. Dengang var der ikke fokus på menneskehandel til tvangsarbejde, sagde dommeren.

Se video med en af de rumænske slavearbejdere her fra fagbladetwebtv

'Kældersagen' er den første af tre sager om menneskehandel med rumænere til tvangsarbejde i rengøringsbranchen.

'Garagesagen', hvor en sigøjnerfamilie i Helsingør havde rumænske rengøringsarbejdere boede i husets garage, op til 12 ad gangen, kører i øjeblikket ved retten i Helsingør.

Imens venter 'Altansagen' på at komme for retten, hvor en anden sigøjnerfamilie i Helsingør gennem tre år havde et rumænsk par boede på altanen, mens de knoklede med rengøring for en ussel månedsløn.

Se interview med to af rumænerne i Fagbladet 3

Frifindelsen er et nederlag både for anklagemyndigheden og for fagforeningen 3F, der startede oprydningen i den betændte rengøringsbranche, med anmeldelser til politiet.

- Anklageskriftet indeholder ingen beskrivelse af, hvorledes rekrutteringen og transporten har fundet sted. Anklageskriftet beskriver heller ikke, hvordan der er anvendt ulovlig tvang, frihedsberøvelse eller trusler eller anden utilbørlig fremgangsmåde, skriver retten i dommen.

Anklagemyndigheden havde krævet den 34-årige serbiske sigøjner idømt halvandet års fængsel og udvisning.

Den rumænske familie havde hver krævet godt 76.000 kr. i erstatning fra den 34-årige direktør. Nu får de ikke en krone. Familien er igen hjemme i Rumænien, men blev fløjet til Danmark på den danske stats regning for at vidne mod deres tidligere arbejdsgiver.

Usikre vidner
Stoica-familien var ikke de bedste vidner, hverken da de blev afhørt af politiet, inden de rejste hjem, eller under deres vidneforklaring i retten, mener dommerne. Deres forklaringer var på flere væsentlige punkter 'inkonsistente og mangelfulde', siger den enige domsmandsret.

- Det gælder bl.a. med hensyn til karakteren og omfanget af overgreb og baggrunden for, at de vedblev at arbejde under de givne forhold, skriver retten.

Dommerne efterlyser i frifindelsesdommen blandt andet vidneforklaringer fra naboer og f.eks. pedeller på de skoler, hvor de gjorde rent, som kan bekræfte, at de abejdede under slavelignende forhold.

1 af 3 Sådan så toilettet ud. Det kunne ikke skylle ud, fordi det ikke var tilsluttet vand. Rumænerne måtte forrette i plasticposer. (politifoto)
2 af 3 Der var rottelort i kælderen. Om natten løb rotter hen over rumænernes senge. Et vidne har under retssagen hævdet, at det var rumænerne selv, der smed rottelort i kælderen i forsøget på at få erstatning. (politifoto)
3 af 3 Natalia og Vasile var rengøringsarbejdere i Danmark sammen med deres søn Ioan-Vasile og Vasiles storebror Florin. De boede alle i en rottefyldt kælder i Helsingør uden el, varme, vand eller toilet. (Foto: Petrut Calinescu/Fagbladet 3F)

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere