HA-rocker får 'kongebegravelse'

Der venter angiveligt HA-rockeren Michael Brokside en storstilet begravelse i næste uge på Amager

Brokside var en mand, der dræbte og sad i fængsel for sin klub
Brokside var en mand, der dræbte og sad i fængsel for sin klub

Han begik selvmord ved at hænge og kvæle sig selv i sin fængselscelle i Københavns Politigård. En handling, der normalt betragtes som uacceptabel i rockermiljøet. Alligevel får den afdøde toprocker 41-årige Michael Brokside formentlig en begravelse, der set med rocker-øjne nærmest er en kongelig værdig.

Ekstra Bladet erfarer via kilder i rockermiljøet, at flere hundrede Hells Angels-rockere fra hele verden vil være til stede og vise en sidste respekt, når Brokside sænkes i jorden på hjemøen Amager.

Og ifølge Ekstra Bladets oplysninger finder begravelsen sted i Filips Kirke på Amager torsdag 27. marts.

Filips Kirke er ikke et dukkehus af størrelse. Bag de hvidkalkede facader skulle der være plads til op mod 450 personer.

Så det betyder, at det formentlig ikke bliver noget problem at sluse de mange hundrede rygmærker ind på de smalle kirkebænke.

Tilgiver Brokside

Ekstra Bladet har tidligere beskrevet, at selvmord ifølge rockernes kodeks betragtes som 'uacceptabelt', og det anses som et tegn på svaghed at tage sit eget liv.

Men i Broksides tilfælde tyder meget på, at det ikke kommer til spille en rolle for fremmødet, når de mange 'brødre' vælger at sige farvel til den tidligere drabsdømte.

Den afdøde rocker havde i mange år en fremtrædende rolle i Hells Angels.

I 1996 blev Brokside som 23-årig sammen med flere andre HA'ere dømt for mordet på Bandidos-rockeren Uffe Larsen, som blev skudt ned på en parkeringsplads i Københavns Lufthavn

For den likvidering fik Brokside 16 år bag tremmer. Indtil sin død styrede han Hells Angels' magtfulde Nomads-afdeling på Amager.