Badmintonstjerne om brand: Synd for børnene

- Jeg har spillet der hele min barn- og ungdom, siger vinder af OL-bronze, Joachim Fischer, om den nedbrændte badmintonhal

OL-bronze-vinderen, Joachim Fischer, er nærmest vokset op i Charlottenlund Badminton Klub. Her er han ved et af klubbens arrangementer. (Foto: Charlottenlund Badminton Klub)
OL-bronze-vinderen, Joachim Fischer, er nærmest vokset op i Charlottenlund Badminton Klub. Her er han ved et af klubbens arrangementer. (Foto: Charlottenlund Badminton Klub)

- Jeg skal derned senere i dag og se, hvad der er sket. Det er ikke mange uger siden, jeg var der sidst. Det bliver rigtig mærkeligt at køre forbi i dag og se, at der ingen hal er.

Sådan siger den OL-bronze-vindende badmintonstjerne, Joachim Fischer, om den voldsomme brand, der i nat har taget livet hans gamle badmintonklubs hal.

- Jeg kan ikke forestille mig, at det er andet end en ulykke, fortsætter den 35-årige mixeddouble-stjernen, som i dag spiller i Team Skælskør Slagelse.

Opflasket i CBK
Han har et særligt forhold til den nu totalt nedbrændte hal på Maltegårdsvej i Gentofte og er stadig passivt medlem af Charlottenlund Badminton Klub (CBK).

- Jeg har brugt hele min barndom, fra jeg var en lille dreng på seks år og mine ungdomsår til 20 årsalderen på at løbe dernede og slå til fjerbolde. De senere år har jeg spillet dernede med min lille dreng.

Joachim Fischer er for nylig flyttet tilbage til området, hvor han voksede op med sin familie, og har for længst introduceret sportsgrenen for sin femårige søn Jonathan.

- Vi har spillet ret meget, fra han var tre år, og jeg er rigtig ked af, at det den kommende tid ikke kan blive i CBK.

Se også: Ejer af nedbrændt bygning: Det er hjerteblod

Hjælp klubben
Og det er netop børnene, som Joachim Fischer tænker mest på ovenpå flammernes hærgen:

- Det er rigtig ærgeligt for alle de børn, som nu ikke har noget sted at løbe hen at træne. Jeg håber virkelig, at kommunen og klubberne i omegnen vil bakke op om at tage sig af dem. Og jeg håber virkelig, at man genopfører badmintonhallen.

I mellemtiden har han et højt ønske om, at de omkringliggende badmintonklubber, Gentofte Badminton Klub (GBK) og Skovshoved Badminton (SIF), bakker op om CBK.

- Selv om de er rivaler, håber jeg, at klubberne alligevel kan stå sammen. Jeg er så ked af, at en så gammel, fin badmintonhal nu er jævnet med jorden, siger Joachim Fischer, som tilføjer, at det arkitektoniske særkende har gjort det til en helt speciel oplevelse at spille badminton i den Arne Jacobsen-tegnede bygning.

Se også: Stein Baggers ekskone efter storbrand: Mit kontor overlevede som det eneste

Hjælp fra bykonge?
Formand for CBK Stephan Preskou fortæller til Ekstra Bladet, at han senere i dag skal mødes med Gentofte Kommunes borgmester Hans Toft.

- Vi har heldigvis mødt megen velvilje - helt fra Amager, men nu må vi se, siger han og tilføjer, at der hurtigst muligt skal findes en løsning for medlemmerne.

En noget ældre badmintonstjerne fra en af de rivaliserende klubber i kommunen vil slet ikke afvise at hjælpe den kriseramte badmintonklub:

Danmarks ældste åbner armene
Danmarks tidligere landsholdsspiller og vinder af en række internationale mesterskaber i herredouble, Ole Mertz, som senere blev mere bidt af mixeddouble, har næsten hele sit liv slået til fjerdbolde i Skovshoved Idrætsforening, hvor dansk badminton i 1925 blev indført.

- Viljen er der helt sikkert, siger det mangeårige medlem og tidligere formand igennem 49 år for SIF, som i årenes løb tit har besøgt og spillet i CBK's badmintonhal.

- Det pudsige er, at det er en af Danmarks første klubber, men de har mere fokuseret på det sociale og hyggelige, men ikke været for toporienterede, siger den 82-årige badmintonspiller og pensionerede gymnasielektor.

- De har mest leveret spillere til os og Gentofte Badminton Klub, fortsætter Ole Mertz, der altid har nydt at komme i Arne Jacobsen-tegnede 'Junkershallen', som dog ifølge ham er en halv meter for lav.

Intet tyder på påsat brand
Nordsjællands Politi og brandteknikere efterforsker fortsat branden, men den foreløbige melding lyder:

- Intet tyder på, at branden er påsat. Vi har mistanke til, at der er tale om fejl i de elektriske installationer. Og det skal undersøges nu, siger pressechef ved Nordsjællands Politi Henrik Suhr.

Se også: Joan Divines fotostudie ædt af flammer: Alt er væk

1 af 3 - Min ungdomstræner kom og hentede mig i fritidsordningen, fordi han syntes, jeg var så talentfuld. Jeg har i hele min barndom brugt fire-fem timer hver dag, hvor jeg tog ned og spillede direkte efter skolen, fortæller Joachim Fischer om sit liv i den nu nedbrændte badmintonhal i Gentofte. (Foto: Jens Dresling)
2 af 3 (Foto: Polfoto/Cathrine Ertmann)
3 af 3 OL-bronze-vinderen, Joachim Fischer, er nærmest vokset op i Charlottenlund Badminton Klub. Her er han ved et af klubbens arrangementer. (Foto: Charlottenlund Badminton Klub)

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere