Brasiliansk politi finder tre ton kokain: 23 anholdt

Ansatte i Latinamerikas største industrihavn var ifølge politiet i ledtog med narkosmuglere

Politiet i Brasilien har beslaglagt 3,7 ton kokain, der skulle have været sendt til Europa, Afrika og Cuba, i havnebyen Santos.

23 personer er blevet anholdt, efter at politiet fandt frem til den store mængde af det euforiserende stof under en operation mod en smuglerbande, der gemte narkoen i containere i Latinamerikas største industrihavn.

Betjente fandt også 230.000 euro i kontanter og beslaglagde et mindre våbenlager.

Politiet fortæller, at smuglerne benyttede et netværk af ansatte i industrihavnen, der skjulte narkoen i rygsække og på den måde fik det listet forbi de ledere, der stod for lastningen.

Ifølge politikommissær Reinaldo Sperandio havde ingen af de ansvarlige i havnen tråde til den kriminelle gruppe.

Operationen blev sat i værk i fjor, og den fokuserede blandt andet på smuglere fra Sao Paolo, der købte deres stoffer i Bolivia, fik dem ind i Brasilien via Paraguay og derefter sendte narkoen videre til Europa.