Politiet gør klar til dansk 'Breivik'

Politiet opruster med nyt koncept med henblik på 'worst case'

Dansk Politi er netop nu ved lægge hånd på et spritnyt operativt koncept, der skal føjes til det daglige beredskab.

Fremover skal hver politikreds udstyres med en særligt uddannet patrulje, der skal kunne indsættes ved de værst tænkelige scenarier - terrorangreb a la Breivik og Mumbai eller lignende.

- Blandt andet på baggrund af Breivik i Norge har vi kigget på vores beredskab. Er der beredskabsmæssige tiltag, vi mangler? Hvad har vi af støttemuligheder i tilfælde af ’worst case scenario’? Den slags spørgsmål, siger Allan Nyring, Politiinspektør og leder af Nationalt Beredskabscenter (NBC).

- Og blandt andet på den baggrund er vi ved at udarbejde det nye koncept, siger han.

Den omtalte patrulje skal udstyres med skydevåben med længere rækkevidde, end de våben politiet i det daglige beredskab råder over i forvejen.

Han understreger, at der ikke er tale om et SWAT-lignende koncept, der kendes fra USA, med svært bevæbnede politifolk.

- Som udgangspunkt er det en politipatrulje, der fungerer i det normale beredskab. Men i tilfælde af terror eller andet ganske ekstraordinært, kan vagtchefen eller den daglige ledelse råde over patruljens særlige egenskaber, siger Nyring.

Præcist hvilken slags våben den særlige patrulje skal udstyres med er ikke besluttet endnu.

Der bliver ikke tale om en riffel med kikkertsigte eller lignende, men snarere et automatvåben med længere pibe.

-Hele konceptet er ikke færdigudviklet endnu, siger Nyring.

I forvejen råder Rigspolitiet over Aktionsstyrken (AKS).