123 kokainkunder har betalt bøde

Over halvdelen i 'de hvide budes' kundekartotek har betalt bøde. 46 kan se frem til en tur i retten

123 personer ud af 200 i et kundekartotek hos to såkaldte "hvide bude", som har bragt narko ud per sms-ordre i København, har samlet betalt over en halv million kroner i bøder til statskassen for narkoleverancer.

46 kokainkunder kan se frem til en tur i retten for manglende betaling, oplyser politikommissær Steffen Th. Steffensen fra afdelingen for organiseret kriminalitet i Københavns Politi.

- 46 personer har ikke reageret på vores henvendelse, og vi er ved at forberede, at de skal en tur i retten. De første kommer for i juni, siger Steffen Th. Steffensen til Ritzau.

En række bøder blev sendt ud senere til omkring 30 kunder hos de hvide bude. De har fortsat mulighed for at punge ud. Ellers vil de også ende i retten.

- Vi har også 30 sager, som er blevet sendt senere, og der har mange sagt, at de gerne vil have en afdragsordning. Vi ved endnu ikke, hvor mange af de 30 som betaler, fortæller politikommissæren.

Den største bøde til de 200 kokainkunder lyder på 20.000 kroner, da det er dyrere, jo flere gange kunderne har fået besøg af kokainbudene.

Første gang en kunde har fået leveret kokain, koster det 3000 kroner i bøde, hvis der er tale om mindre end to gram. Anden levering koster 4500 kroner, og bøden stiger indtil de maksimale 28.000 kroner for køb af doser på under to gram.

Blandt kunderne er både journalister og advokater, og generelt er kunderne personer i højt placerede stillinger, oplyste politiet tidligere.

Et par dage før juleferien anholdt Københavns Politi to personer, som ifølge politiet har leveret kokain og ecstasy til kunder, der først havde sendt dem en bestilling per sms til telefonnummeret 22910102.

Flere kokainkunder har meldt sig selv til politiet, da flere har brugt firmatelefonen til at bestille narko og derfor frygter, at chefen får besked om ulovlighederne.

Politiet har samlet skrevet bøder ud i sagen på en lille million kroner.

I sagen om de hvide bude har politiet også konfiskeret 325.000 kroner i kontanter, der menes at stamme fra narkosalg. Knap to kilo kokain og et lille kilo ecstasy er også beslaglagt i sagen.