Koreaner fængslet for falske tikroner i København

Ifølge politiet er der flere gerningsmænd på fri fod i sag om falske mønter. Koreaner nægter sig skyldig

En 34-årig mand fra Sydkorea nægter onsdag i Københavns Dommervagt at have håndteret falske mønter med en pålydende værdi af tusindvis af kroner.

Manden blev dog varetægtsfængslet i 13 dage, da dommeren vurderede, at der var risiko for, at koreaneren på fri fod ville flygte eller forstyrre efterforskningen.

Manden blev anholdt tirsdag eftermiddag, da han i Jyske Banks filial i Store Kongensgade i København ifølge politiets sigtelse forsøgte at veksle over 16.000 kroner i falske tiere.

Se også: Sydkoreaner afviser at kende til falske mønter

Det var en ansat i banken, som blev mistænkelig og kontaktede politiet, der fandt ud af, at manden tidligere på dagen havde omsat falske mønter for 20.000 kroner i Nordeas filial på Frederiksborggade i København.

Dommeren begrundede desuden sin beslutning om at lukke dørene til retsmødet med, at tilliden til pengesystemet er uhyre vigtig, og at hensynet til sagens opklaring derfor vægtes højt.

Se også: Sydkoreaner havde kassevis af falske danske mønter

Inden dørlukningen fortalte senioranklager Erik Hjelm i forbindelse med oplæsning af sigtelsen, at koreaneren står i ledtog med mindst én medgerningsmand, som befinder sig på fri fod.

Det er også kommet frem, at koreaneren har omsat et endnu ukendt beløb i falske mønter rundt om i byen. Det skulle blandt andet være sket på Hotel Copenhagen Strand.