Brandmand redder slange

Brandmanden Scott fandt frem til en kvælerslange i et røgfyldt hus

Brandmand Scott Hemmelsbach valgte at rykke ind i et røgfyldt hus for at redde slangen. (Foto: AP)
Brandmand Scott Hemmelsbach valgte at rykke ind i et røgfyldt hus for at redde slangen. (Foto: AP)

Brandfolk er vant til at redde mennesker og dyr ud af brændende og røgfyldte bygninger.

Men hverdagens helte tøvede en anelse, da de søndag aften blev bedt om at vende retur til et toetages røgfyldt hus i Muskegon i staten Michigan for at redde en 2 meter lang slange fra døden.

I huset boede Bridget Brewer med mand, hund og slange ved navn Chocolate Chip.

I følge Muskegon Chronicle er der tale om en kvælerslange, en boa constrictor, som er et kært medlem af familien.

- Jeg var selv tæt på, at løbe tilbage i huset, men jeg ombestemte mig, da jeg så, hvor hurtigt flammerne bredte sig, siger Bridget Brewer.

I stedet tog brandmand Scott Hemmelsbach affære.

Han gik ind i huset og fandt terrariet i den røgfyldte stue.

- Slangen havde presset sit hoved op mod glasset og prøvede at komme ud, fortæller han.

Han tog fat om dens nakke bagfra og løftede med den anden hånd den fire kilo tunge slange og bar den så ud i favnen.

Briget Brewer er jublende lykkelig over redningen af den seks år gamle hun-slange .

- Jeg har haft hende, siden hun var nyfødt. Hun er min baby, lyder det.

Politiet undersøger, hvad årsagen til branden er.