Overfyldt vogn forulykker i kløft i Pakistan: 16 dræbt

49 personer er kommet til skade, efter en overfyldt vogn kørte galt og endte i en kløft i Pakistan

Mindst 16 personer har mistet livet og 49 er kommet til skade, da en overfyldt vogn forulykkede i en kløft i Punjab-provinsen i Pakistan lørdag, meddeler officielle kilder.

Ulykken skete nær byen Kalar Kahar, der ligger 155 kilometer syd for hovedstaden Islamabad.

Der var 65 personer om bord,og fortæller Imran Akhtar fra redningstjenesten.

De tilskadekomne er blevet overført til en lokal klinik, men Akhtar advarer om, at den ikke er rustet til de mange tilskadekomne, og han frygter, at dødstallet stiger.

Det lokale politi oplyser, at ulykken skete, fordi vognen var overlæsset og siger samtidig, at flere af de tilskadekomne vil blive overført til andre hospitaler.

Pakistan har en af verdens mest uhyggelige statistikker over antallet af trafikulykker med tab af menneskeliv til følge. Årsagerne er dårlige veje, tæt trafik, dårligt vedligeholdte køretøjer og uforsvarlig kørsel.