Her er Christiania-dronen

Drone beskyldes for at være pusher-våben rettet mod politiet

Dronen er af typen Phantom 2, der er en af de populære drone-typer i Danmark.(Foto: Jakob Jørgensen)
Dronen er af typen Phantom 2, der er en af de populære drone-typer i Danmark.(Foto: Jakob Jørgensen)

Et flyvende stykke legetøj blev fredag udråbt til at være Christiania-pushernes nyeste våben mod politiet.

Den lille drone skulle ifølge diverse medier være brugt til at overvåge politiets operative indsats mod den organiserede og åbenlyse handel i den kendte hash-gade.

- Intet kunne være mere forkert, siger christianitten Simon, der ejer dronen, til Ekstra Bladet.

Avisen møder ham i huset Byens Lys på Christiania, hvor han viser dronen frem.

- Der er tale om et stykke legetøj. Jeg er helt vild med at flyve med den. I skulle prøve det. Det er ganske sjovt.

Gider ikke balladen
Ifølge politiet er der i forbindelse med deres arbejde en eller to gange i efteråret i fjor observeret en drone i luften over Christiania.

- Det kan sagtens være min. Det passer meget godt med tidspunktet, siger Simon, der ikke er en del af Pusherstreet-miljøet.

- Normalt flyver jeg ikke med den, når politiet er nede i ' gaden' (Pusherstreet, red.). Jeg gider ikke balladen.

Både politikere og Claus Oxfeldt, formanden for Politiforbundet, krævede fredag nye beføjelser til politiet for at imødekomme den såkaldte luftbårne trussel.

SF's retsordfører, Karina Lorentzen, omtalte den påståede dronekrig som ' en uacceptabel optrapning'.

I samme åndedrag blev politi-indsatsen sammenlignet med de semi-borgerkrigslignende tilstande i slumkvartererne i brasilianske storbyer, hvor paramiltære politistyrker er i åben kamp med kriminelle bander bevæbnet med militærvåben.

Uden kamera
Der blev ligeledes trukket en lige linie til krigen mod terror, hvor amerikanske droner affyrer Hellfire-missiler mod fjendebilleder.

- Intet kunne være mere forkert, siger Simon hovedrystende.

Den drone, han fremviser, er hans nyeste.

- Den har et kamera monteret, men kan allerhøjst løfte et lille flag, siger han med et skævt smil.

- Den, jeg havde i efteråret, havde ikke kamera på, siger han.

Politiet: Drone fløj tæt på overvågningsustyr

- Baggrunden for, at politiet knytter drone-flyvningen til Pusherstreet-miljøet, skyldes en konkret hændelse, siger Steffen Th. Steffensen, efterforskningsleder, Københavns Politi.

- I begyndelsen af december ser vi en drone flyve, så vi kan se den på vores overvågning en til to gange. Den flyver tæt på noget af vores udstyr, og vi mener, dronen har været brugt til at lokalisere den omtalte del af det samlede overvågningsudstyr. To dage senere konstaterer vi, at der er indbrud det omtalte sted.

- Vi kører derhen og ser, at noget af udstyret er stjålet. Det sker 13.december, siger Steffen Th. Steffensen, der tilføjer, at der var to mænd om indbruddet.

- Et par dage senere finder vi ud af, hvor udstyret er.

Samtidig anholder vi en person, der nu er sigtet for tyveri eller hæleri af politiets udstyr.

Den anholdte har bopæl på Christiania.