Sådan døde kvinde i mystisk brand

Politiet kaster lys over, hvordan en kvinde kunne omkomme i en brand i en etageejendom i hjertet af København

En 57-årig kvinde blev søndag fundet død i sin lejlighed på Roskildevej på Frederiksberg, da et madbud fandt hende i sin seng.

Nu er politiet blevet færdige med at undersøge branden.

Derfor står det klart, at kvinden omkom pga. røgforgiftning, da en glødebrand brød ud i hendes seng som følge af rygning.

Politiet formoder, at kvinden lå død i sin seng fra onsdag eller torsdag, hvor en beboer i opgangen bemærkede en underlig lugt.

- Hun var kendt for at ryge i sengen. Og der lå cigaretskodder i hele lejligheden, forklarer kriminalassistent Kurt Erik Andersen fra brandafdelingen ved Københavns Politi over for Ekstra Bladet.

Se også: Bud finder død kvinde i udbrændt lejlighed

En obduktion skal nu endelig fastslå kvindens dødsårsag, men alt tyder altså på røgforgiftning, påpeges det.

- Det er et tragisk ulykkestilfælde, påpeger efterforskeren.

Brandvæsnet udtrykte søndag undren over for Ekstra Bladet, fordi ingen i opgangen havde opdaget branden. Men ifølge politiet er det ikke så underligt.

- Det er et nyt byggeri, så der er meget lukket. Og hun havde ingen røgalarm. Det øverste af madrassen og dynen er glødet væk, men det er tilstrækkeligt til at udvikle kulilte i en mængde, der er dødelig, siger Kurt Erik Andersen.

Madbuddet som fandt kvinden er kommet i hendes hjem i to år, og har bidraget til at opklare sagen. Bl.a. med forklaringen om, at hun var en kendt sengeryger.

Kvinden modtog mad med bud, fordi hun var gangbesværet, oplyses det.