Bestjålne Apple-kunder i høj kurs hos hælere

Adskillige ofre for tyveri af iPads og iPhones ringes op af udlændinge, der har købt stjålne Apple-apparater

Adskillige bestjålne Apple-kunder har oplevet at blive kontaktet af de nye 'ejere' for at få genåbnet de stjålne Apple-produkter. I alle tilfældene har apparaterne dog været tilmeldt Apple's 'find-my-iP...'-funktion. Men uden den korrekte adgangskode er de værdiløse
Adskillige bestjålne Apple-kunder har oplevet at blive kontaktet af de nye 'ejere' for at få genåbnet de stjålne Apple-produkter. I alle tilfældene har apparaterne dog været tilmeldt Apple's 'find-my-iP...'-funktion. Men uden den korrekte adgangskode er de værdiløse

Efter Ekstra Bladets artikel om bestjålne Apple-kunder, der har mistet iPads eller iPhones, har redaktionen fået adskillige henvendelser fra danskere, som de nye 'ejere' har forsøgt at lokke adgangskoder ud af.

I alle tilfælde havde de retsmæssige ejere meldt deres apparater til Apples 'find min iP...'-funktion.

Se også: Hæler bad ejer om hjælp til at åbne stjålet iPad

En københavnsk læser Jacob J. fortæller, at han fra en mand i Rumænien fik en henvendelse om sin stjålne iPad, som den pågældende mand gerne ville have hjælp til at få låst op. Det afviste J.

- Så fortalte han en historie om, at han sammen med politiet ville finde manden, som han havde købt den af. Og da det ikke lykkedes, tryglede han mig om - endog mod betaling - at hjælpe ham med få den åbnet.

- Jeg har en mistanke om, at det lige så godt kunne være tyven, der henvendte sig, siger Jacob J. Han har meldt sagen til Københavns Politi

Fra en anonym læser kommer denne beretning:

- Min iPhone blev stjålet. Jeg blev efterfølgende ringet op af en fyr og spurgt om koden, hvilken jeg selvfølgelig ikke udleverede. Efter en længere korrespondance besluttede han sig for, at han ikke gad sende den retur, men hellere ville smide den væk. Det var rigtigt ærgerligt, skriver læseren.

Vagthund Tyveri: Sådan beskytter du din iPad

En Valby-kvinde S. fik stjålet sin iPhone i Madrid sidste år. For en måned siden blev hun ringet op af en rumænsk pige, der via 'find-my-iPhone' kunne se S.'s telefonnummer.

- Hun bad om min adresse, men jeg henviste til forsikringsselskabet, der jo ret beset var den nye ejer. Det var selskabet ikke vant til, men efter en halv time vendte de tilbage og sagde, at hun bare kunne beholde den, da det var for langt væk, fortæller S.

- Den rumænske kvinde kontaktede mig så på SMS og bad mig sende adgangskoden, for hun havde betalt 100 euro (ca. 750 kr) for den.

- Det ignorerede jeg. Da hun så ringede hun mig op, sagde jeg, at hun passende kunne advare sine venner mod at købe tyvekoster, skriver S.

Janni Frederiksen fra Hvidovre vest for København sikrede sin iPad med en kode og kunne spore den, da den blev stjålet. Alligevel mente hæleren, at hun skulle udlevere koden til apparatet. (Foto: Jonas Olufson) Vagthund Frækt tyveri: Fremmed ville have koden til Jannis iPad