Mor til heltemodig 11-årig: Vi er super stolte

11-årige Laura fik sat en stopper for indbrudstyve, da hun forlod hjemmet og tilkaldte politiet

11-årige Laura Arboe så nogle indbrudstyve og forlod derfor hjemmet sammen med familiens hund, Casanova, for at tilkalde politiet. Nu bliver hun indstillet til en dusør. (PRIVATFOTO)
11-årige Laura Arboe så nogle indbrudstyve og forlod derfor hjemmet sammen med familiens hund, Casanova, for at tilkalde politiet. Nu bliver hun indstillet til en dusør. (PRIVATFOTO)

Forældrene til 11-årige Laura Arboe kan i dag takke deres datter for, at to indbrudstyve ikke slap af sted med værdierne i huset under et indbrud mandag formiddag.

Hun fik nemlig på forbilledlig vis forladt huset og tilkaldt politiet, da hun fik mistanke om, at to mænd var på vej ind i hjemmet ved Roskilde.

Se også: 11-årig pige standser indbrudstyve i Roskilde

Det er derfor også et par stolte forældre, der kan se tilbage på datterens heltebedrift.

- Vi er selvfølgelig super stolte, siger Lauras mor, Gitte Arboe, til Ekstra Bladet.

Fanget på fersk gerning
Hun fik sammen med sin mand nyheden om indbrudsforsøget omkring et kvarter efter, at politiet var blevet tilkaldt. Forinden havde datteren forgæves forsøgt at ringe til begge forældre, hvorefter hun altså selv kontaktede politiet, der fangede de to slovenske gerningsmænd på fersk gerning.

Telefonen havde hun lånt af en mand ved en nærliggende vej, da hun var flygtet fra huset sammen med familiens hund.

Gitte Arboe skyndte sig derfor hjem, hvor politiet stadig var på stedet.

- Jeg var noget rystet. Til at starte med var jeg bange for, der var sket noget andet, da politiet stod der, men jeg blev lettet, da jeg fandt ud af, at hun ikke havde været hjemme, siger hun til Ekstra Bladet.

Pigen havde ligget syg i hjemmet, men da hun så indbrudstyvene i nærheden af hjemmet havde hun først gemt sig, hvorefter hun var løbet ud af huset.

Roses af politiet - som får ros
Politiet har efterfølgende rost pigens indsats i høje vendinger.

- De siger, at hun har reageret bedre end mange voksne, nemlig ved at reagere konstruktivt og gå efter en telefon for at ringe til politiet. Hendes beskrivelse af indbrudstyvene havde også været meget præcis, siger den stolte mor.

- Vi har snakket om, hvorvidt hun gjorde det, fordi vi havde snakket om det, men hun siger selv, at hun reagerede ud fra, hvad hun har set i fjernsynet.

Mens politiet roser pigen, er hun og forældrene også meget glade for politiets indsats.

- Vi var rigtig glade for, at de reagerede så hurtigt som de gjorde, og de var ved vores hjem allerede seks minutter efter, min datter havde ringet, siger Gitte Arboe.

- Min datter var også meget glad for, at de kom så hurtigt. Det giver os i hvert fald en tillid til, at systemet fungerer, når det endelig gælder, siger hun.

På trods af den heltemodige indsats, er Laura dog en smule rystet over oplevelsen.

- Vi snakker selvfølgelig om det, for det er det bedste at gøre, men hun tænker selvfølgelig på, hvad der kunne være sket, hvis hun ikke var kommet ud. Men overordnet set er hun ved godt mod, siger Gitte Arboe, der selv arbejder som coach.

Livet går videre
Aftenen stod derfor på afslapning for familien, der foruden Laura tæller en storesøster og en lillesøster. Alligevel fortsætter aftenen med at gå sin gang.

- Lige nu er hun ude at passe hestene, for selvom der sker sådan nogle ting, så har man stadig pligter, siger Gitte Arboe til Ekstra Bladet mandag aften.

Midt- og Vestsjællands Politi oplyser, at den 11-årige pige nu bliver indstillet til en dusør for den vakse indgriben.

- Hvorvidt hun modtager dusøren kommer selvfølgelig an hvilke andre kandidater, der er, men hun er bestemt en oplagt mulighed, siger vagtchef ved Midt- og Vestsjællands Politi Bent Sten Andersen til Ekstra Bladet.

Da politiet fangede de to tyve på fersk gerning fandt de samtidig tyvekoster fra mindst ét andet indbrud i indbrudstyvenes bil. De vil senere blive fremstillet i grundlovsforhør.