19-årig fortsat i kritisk tilstand efter soloulykke

Kolliderede med vejtræer nær Lemvig - ligger fortsat i respirator

En 19-årig mand er fortsat i livsfare, efter han tirsdag morgen kolliderede med en række vejtræer i nærheden af Lemvig.

Se også: 19-årig i livsfare efter soloulykke nær Lemvig

Det oplyser vagtchefen ved Midt- og Vestjyllands Politi, Kjeld Nedergaard, til Ekstra Bladet.

- Ifølge den melding, vi netop har fået fra sygehuset, er han i stabil men fortsat kritisk tilstand, og han er lagt i respirator, siger han.

Politiet ved endnu ikke, hvad der præcist er sket, da manden kolliderede med en gruppe træer i højre side af vejen på Skalstrupvej nær Lemvig.

En bilinspektør har været på stedet, men den endelige rapport afventes stadig.