Derfor kører vi for stærkt

Alt for mange dør i trafikken. Travlhed og uopmærksomhed er danskernes hyppigste undskyldninger for at køre for stærkt

I påsken laver politiet en landsdækkende fartkontrol i forsøget på at minde danskerne om, at farten skal sænkes. (Foto: René Schütze)
I påsken laver politiet en landsdækkende fartkontrol i forsøget på at minde danskerne om, at farten skal sænkes. (Foto: René Schütze)

Rigtig mange danskere kører for stærkt. Men hvad mange nok glemmer, når de presser speederen i bund, er, at for høj fart er skyld i eller medvirkende årsag til halvdelen af dødsulykkerne i trafikken.

Det konkluderer Rådet for Sikker Trafik i en ny undersøgelse, de har lavet i samarbejde med Q8.

Og undskyldninger er der nok af, når politiets fartkontrol fanger fartsynderne på de danske veje.

Rådet for Sikker Trafiks undersøgelse viser, at 39 procent ikke tænkte over farten eller ikke havde lagt mærke til vejskilte eller vejens hastighedsgrænse.

Se også: Forsker: Unge er i særlig høj risiko for trafikuheld

36 procent påstår, at de troede, at de kørte langsommere, end de reelt gjorde. Og cirka hver femte forklarede fartovertrædelsen med, at de havde travlt.

Men det er værd at overholde fartgrænsen, hvis man ikke vil have et liv på samvittigheden, fastslår Rådet for Sikker Trafik.

- De fleste dødsulykker sker på landevejene blandt andet på grund af for høj fart. Selv en lille hastighedsoverskridelse kan være afgørende for, om man selv eller andre kommer til skade, hvis der sker noget uventet. Derfor er det en god ide at overholde hastighedsgrænsen, siger Michelle Laviolette, projektleder i Rådet for Sikker Trafik.

Se også: Straffen for at køre for stærkt ved vejarbejde fordobles

Flest dør i Jylland
Der bliver især kørt stærkt på de jyske landeveje, hvor to ud af tre af de trafikdræbte ender deres liv.

Omtrent 65 procent af personbilerne kører hurtigere end de tilladte 80 km/t på landevejene i Jylland.

Ifølge Færdselssikkerhedskommissionen er det veldokumenteret, at når farten falder med blot få kilometer i timen, så falder antallet af trafikdrab også.

Se også: Små fartsynder koster liv på landevejene

Mændene er værst
Undersøgelsen viser også, at det er mændene, der er de største fartsyndere. De får flest bøder og ender også i flere uheld end kvinder.

Mænd er også overrepræsenterede i uheld med dræbte eller alvorligt tilskadekomne, hvor der er blevet kørt for stærkt.

Rådet for Sikker Trafik kører i øjeblikket en omfattende kampagne, hvor de råder bilister til at sænke farten. Politiet følger op med landsdækkende fartkontrol fra den 14.–21. april.

- Vi kan alle gøre en forskel ved at sænke farten. Derfor er vi ude med fartkontroller for at minde bilisterne om det. Især på landevejene er for høj fart et alvorligt problem. Selv en lille hastighedsoverskridelse kan betyde en hel del, siger Frank Mathiesen, centerchef, Rigspolitiets Nationale Færdselscenter.

Bitten Weiss har mødt sin datters drabsmand i fængsel. (Foto: Jonas Olufson) Krimi Mor til trafikdræbt: Han er en stakkel