Fik hamret hovedet i asfalten under røveri

Politiet efterlyser fire unge af anden etnisk herkomst efter groft røveri i Esbjerg

En 20-årig mand blev natten til lørdag udsat for et voldsomt røveri, da han gik uden for værtshuset King George i Esbjerg for at lade vandet.

Ifølge Syd- og Sønderjyllands Politi blev manden helt umotiveret overfaldet af fire unge, der hamrede hans hoved i asfalten og stjal hans pung med småpenge.

Den 20-årige har det dog efter omstændighederne godt, oplyser vagtchef Kjeld Jørgensen fra Syd- og Sønderjyllands Politi.

- Han er udskrevet efter at have været en tur på sygehuset, siger vagtchefen til Ekstra Bladet.

Episoden fandt sted i Skolegade i Esbjerg klokken 03.20.

Politiet beskriver de fire unge røvere som mellem 16-18 år og af anden etnisk baggrund end dansk. De var alle klædt i sort tøj.

Har man oplysninger i sagen, kan man ringe til 114.