Solouheld spærrer jysk motorvej

En kvinde er forulykket på Sønderjyske Motorvej

Et alvorligt solouheld har spærret E45 nord for Rødekro for trafik i nordgående retning.

Det oplyser Syd- og Sønderjyllands Politi til Ekstra Bladet. Politiet fik anmeldelsen om ulykken klokken 22.44 tirsdag aften.

- Der er et køretøj, der er kørt galt i et solouheld, og føreren af bilen har været fastklemt og er kommet alvorligt til skade, siger Jan Lindholdt, der er vagtchef ved Syd- og Sønderjyllands Politi, til Ekstra Bladet.

En bilinspektør arbejder i øjeblikket på stedet, men politiet har en foreløbig teori om, hvad der er sket.

- Det ser ud til, at kvinden, der førte bilen, af ukendte årsager er kørt ud i rabatten i højre side. I et forsøg på at rette køretøjet op har hun så mistet herredømmet over bilen, så hun er kørt tværs over vejen og har ramt rabatten, hvorefter bilen bliver kastet tilbage og ender på første vognbane, siger vagtchefen.

Politiet har endnu ikke nærmere oplysninger om kvindens tilstand. Ingen andre skulle være impliceret i uheldet, men motorvejen er altså fortsat spærret i nordgående retning på grund af oprydningsarbejdet og bilinspektørens undersøgelser på stedet.