Politi til drabsmænd: Meld jer eller vi offentliggør fotos

Københavns Vestegns Politi giver efterlyste en frist på godt fire timer til at melde sig selv

(Foto: Anthon Unger)
(Foto: Anthon Unger)

To mænd på henholdsvis 29 og 30 år bliver nu efterlyst for drabet en 21-årig mand i Mørkhøj lørdag aften.

Se også: Ung mand med bandebaggrund dræbt af skud



Se også: Tumult på hospitalet efter skuddrab

Det oplyser Københavns Vestegns Politi i en pressemeddelelse.

- De to mænd ved nok godt allerede, at vi leder efter dem, og jeg vil nu opfordre dem til at komme selv og forklare sig. Ellers bliver vi nødt til at efterlyse dem offentligt med navn og foto, siger vicepolitiinspektør Charlotte Skovby.

Se også: Nabo om ung skuddræbt: Sov om dagen, arbejdede om natten

De to mænd, der er fra henholdsvis Brønshøj og Gladsaxe, får derfor indtil klokken 16 onsdag til at melde sig på nærmeste politistation eller ved at kontakte 7258 0630.

Den 21-årige mand blev dræbt af et enkelt dræbende skud, da han befandt sig i en bil med to venner.

Venner kæmpede for hans liv
Som Ekstra Bladet tidligere har kunnet fortælle, kæmpede de to venner en desperat kamp for at genoplive manden på vej mod skadestuen.

Se også: Vennernes desperate kamp for at redde 21-årig

Selvom politiet mener, at de har identificeret gerningsmændene til drabet, søger de stadig vidner til drabet, der skete ved 19-tiden ved Rybjerg Allé og Maj Allé i Gladsaxe.

Særligt ét vidne har politiets interesse.

- Vi vil meget gerne tale med en kvinde, som luftede sin hund ved Rybjerg Allé og Maj Allé lørdag ved 19-tiden, siger Charlotte Skovby.

Se også: Småpiger så til, da venner ville redde skud-offer

Politiet oplyser desuden, at drabet ikke tyder på at have været et opgør mellem kriminelle bander, på trods af at den 21-årige tidligere har haft tilknytning til grupperingen Værebros Hårde Kerne.

Vidner der har oplysninger i sagen kan kontakte Københavns Vestegns Politi døgnet rundt på telefon 43 86 14 48.