Fire bankbokse sprængt op i Nordjylland

På godt en time blev fire forskellige banker i Nordjylland udsat for sprængningsforsøg natten til torsdag

Nørresundby Bank i Aabybro (Foto: Christoffer Hartmann Veng)
Nørresundby Bank i Aabybro (Foto: Christoffer Hartmann Veng)

Bankbokse i fire jyske byer er natten til torsdag blevet udsat for sprængningsforsøg i løbet af en time. Politiet har mistanke om, at flere gerningsmænd står bag.

Det oplyser vagtchef ved Nordjyllands Politi Bent Højgaard.

- Der er sket bokssprængningsforsøg i fire forskellige banker mellem klokken 4.06 og 5.09 torsdag morgen. Vi er ikke bekendt med noget udbytte, og vi har ingen meldinger om tilskadekomne, siger han til Ritzau.

Bankerne ligger i de nordjyske byer Åbybro, Tårs, Klokkerholm og Brønderslev.

Det korte tidsinterval mellem sprængningerne og afstanden mellem byerne får politiet til at regne med, at der er tale om flere gerningsmænd.

Nørresundby Bank i Åbybro er den første bank, der blev ramt af sprængning. Otte minutter senere var den gal i Tårs' Spar Nord, mens Sparekassen Vendsyssel i Klokkerholm ved Hjallerup blev udsat for sprængningsforsøg klokken 4.27.

Den sidste bank i det tilsyneladende koordinerede angreb er Nordjyske Bank i Brønderslev.

- Teoretisk set er det nogle steder muligt at nå fra den ene bank til en anden i løbet af de minutter, men andre steder kan det ikke lade sig gøre, så der må være flere om det. Det er vi sikre på, siger Bent Højgaard.

Politiet er nu i gang med undersøgelser på gerningsstederne, men har endnu ingen mistænkte.

I Jylland har der tidligere været en serie næsten samtidige sprængningskup, der har forvirret politiet.

Den 27. marts 2004 blev to hæveautomater i henholdsvis Nordea og Ringkøbing Bank i Skjern sprængt i luften med få minutters mellemrum. Det lykkedes gerningsmændene at få hul på boksen i Ringkøbing Bank, som de frarøvede 408.900 kroner.

Kort inden sprængningerne udførte de to afledningsmanøvrer med kanonslag i Tim og Vildbjerg.

Hovedbagmanden, der præcis to måneder efter også stod bag et lignende kup mod to pengeautomater på Vestsjælland, blev senere anholdt og dømt i sagen.