Vidne til bankindbrud: Blev vækket af et højt brag

Genbo til bank blev vækket, da to gerningsmænd bragede igennem facaden på nordjysk bankfilial

To tyve formåede at få bankautomat op på ladbil, men de nåede ikke at slippe væk. (Foto: René Schütze)
To tyve formåede at få bankautomat op på ladbil, men de nåede ikke at slippe væk. (Foto: René Schütze)

Fire banker i Nordjylland blev natten til skærtorsdag ramt af en række spektakulære indbrudsforsøg, hvor blandt andet en gummiged og gas blev brugt til at forsøge at slippe af sted med hæveautomater.

Se også: Fire bankbokse sprængt op i Nordjylland

En af de ramte banker var Nordjyske Bank i Brønderslev, hvor hele facaden blev fjernet i forsøget på at få automaten med.

Se også: Nordjysk bank fik fjernet facaden: De har ikke været helt dumme

Indbruddet skete omkring klokken fem om natten, og 34-årige Henrik Pedersen, der bor over for banken, blev vækket af det voldsomme indbrudsforsøg.

- Jeg vågnede ved, at det buldrede og bragede udenfor, så jeg undrede mig over, hvad der foregik, og derfor kiggede jeg ud af vinduet, siger han til Ekstra Bladet.

Diskuterede næste skridt
Her kunne han se to mørkklædte mænd på 20-30 år i færd med en ophedet diskussion.

- Det så ud til, de prøvede at finde ud af, hvor de skulle flygte henad. Det var de i hvert fald ikke blevet enige om på forhånd, siger Henrik Pedersen.

Han fortæller, at de to mænd på det tidspunkt stod ved ladbilen, hvor bankens pengeskab var på.

- Men det var så mørkt, så jeg kunne simpelthen ikke se pengeskabet. Jeg kunne bare se, det var en arbejdsbil, så jeg tænkte, at det var nogle arbejdere, der var i gang meget tidligt.

Vågnede til overraskelse
Henrik Pedersen lagde sig derfor til at sove igen, og kunne først torsdag morgen konstatere, hvad der i virkeligheden var sket.

- Jeg var ikke helt vågen, så jeg lagde ikke det store i det. Men da jeg så stod op kunne jeg godt se, hvordan tingene i virkeligheden hang sammen. Så der tænkte jeg med det samme 'wow, hold da op', siger han.

Han gik derfor ned til gerningsstedet torsdag morgen for at fortælle politiet om, hvad han havde set i løbet af natten. Over for politiet har han derfor blandt andet oplyst den alder, han har anslået at mændene måtte være, og at de begge to talte flydende dansk til hinanden.

De to mænd, der brød ind i Nordjyske Bank i Brønderslev nåede ikke at slippe af sted med noget udbytte, på trods af det lykkedes dem at få pengeautomaten op på en lastbil. En patruljevogn, der tilfældigt befandt sig i nærheden, fik nemlig skræmt de to mænd på flugt.

Politiet har en klar formodning om, at de fire indbrudsforsøg rundt omkring i Nordjylland har været koordineret med flere gerningsmænd bag. Ingen er endnu blevet pågrebet for indbrudsforsøgene.

1 af 2 Den ødelagte bankboks tømmes for penge, der skal flyttes til en anden filial. (Foto: René Schütze)
2 af 2 To tyve formåede at få bankautomat op på ladbil, men de nåede ikke at slippe væk. (Foto: René Schütze)