Teenagepige fundet efter ni års indespærring

15-årig pige vejede kun 20 kilo, da hun blev fundet

To plejeforældre står over for yderst alvorlige sigtelser i Argentina, efter at deres plejebarn er blevet fundet i en garage, hvor hun har været indespærret i ni år.

Det skriver Buenos Aires Herald.

Avisen skriver, at den 15-årige pige blev overdraget til plejeforældrene i 2001, da hendes biologiske mor ikke længere havde råd til at sørge for mad til hende.

Pigen bevarede siden kontakt til sin storesøster, mens resten af familien droppede al kontakt til hende i 2005. Det var storesøsterens oplysninger om pigen, der siden førte til at myndighederne greb ind.

Her blev den 15-årige fundet i en garage i plejeforældrenes hus sammen med en hund og en abe. 42-årige Daniel Gómez og 56-årige Adriana Barros, der tilbeder 'San la Muerte', eller Dødshelgenen, blev efterfølgende anholdt i deres hjem i den argentinske hovedstad Buenos Aires.

Pigen vejede kun 20 kilo, da hun blev fundet, og hun lider af udviklingsforsinkelse på grund af underernæring.

I tiden i garagen har hun udelukkende levet af sporadisk fodring med ølgær, brød og vand. De to dyr hun blev fundet sammen med var til gengæld sunde og raske, idet de blev fodret på normal vis.

Ifølge pigen, hvis navn ikke er blevet offentliggjort, blev hun straffet og slået med et bælte, hvis hun forsøgte at spise dyrenes rester.

De brutale plejeforældre kan nu se frem til sigtelser for tvungen slaveri, alvorlige skader og frihedsberøvelse. En dommer har afvist at give forældrene mulighed for at blive løsladt mod kaution.