Knivdræbte Rickos familie: Morderne har ødelagt så meget for os

Familien sørger stadig over den 19-årige unge mand, der blev dræbt sidste år på Høje Taastrup Station

- Det er stadig meget svært. Især for hans mor, men også for os andre. Man kan nok bedst forklare det som, at vi gik helt i tomgang, da Ricko blev dræbt. Og sådan har vi det stadigvæk, selvom det går en smule bedre.

Sådan siger Rickos onkel Kenneth Jensen til Ekstra Bladet. Han fortæller også, at savnet over Ricko er ekstra stærkt her i påskedagene.

- Julen var selvfølgelig rigtig hård, fordi det næsten lige var sket. Og nytårsaften, fordi det er Rickos fødselsdag. Men i disse dage bliver vi da også lige mindet om, at vi aldrig mere skal samles til vores årlige familiefrokoster, siger Kenneth Jensen, der er bror til Ricko Træholts mor.

Se også: Rickos bror: Du er en tåre på min kind

Ricko Træholt blev dræbt med flere knivstik i halsen og maveregionen under et masseslagsmål i ankomsthallen på Høje Taastrup Station i oktober sidste år. Ifølge anklageskriftet forsøgte de to gerningsmænd også at ramme den unge mand på kroppen og i hovedet med en hammer. En 16-årig dreng blev også ramt af knivstik under slagsmålet, men kom ikke alvorligt til skade.

Lige efter påske starter retsagen, hvor to mænd på henholdsvis 17 og 20 år er tiltalt for drabet. Den ældste af mændene risikerer udvisning, da han ikke er dansk statsborger.

- Det er en meget alvorlig og tragisk sag. Vi har at gøre med en familie, der har mistet en kun 19-årig ung mand - og familier til to tiltalte, som også er så unge, at sagen uanset udfaldet kan få betydning for resten af deres liv, siger anklager Linda da Silva Ferreira. Anklageren ønsker ikke at udtale sig yderligere om sagen på nuværende tidspunkt.

Se også: Rickos kæreste: Jeg elsker dig for evigt

Kenneth Jensen er stadig meget vred på de to mænd, der tog hans nevø fra ham, og han håber, de får den hårdeste straf overhovedet.

- De har ødelagt så meget i vores familie, at jeg slet ikke kan beskrive det. Ricko var den, jeg var tættest på i familien, og jeg talte med ham på Skype flere gange om ugen. Jeg tager stadig mig selv i at tjekke, om han er logget på, siger onklen.

Ricko Træholdt var født og opvokset på Vestegnen og var for nylig begyndt på Taastrup Produktionsskole. Han var lige flyttet ind i en ny lejlighed sammen med sin mor efter at have boet hos onklen.

- Min søster mistede sin mand, Rickos stedfar, til kræft. Da han døde måtte de flytte fra huset, så derfor flyttede de ind hos mig et par måneder. Det var lidt trangt, da jeg bor i en et-værelses lejlighed. Men i dag er jeg glad for, at jeg fik den tid så tæt på ham. Han havde hele livet foran sig, og det er bare så uretfærdigt, at han er død, siger onklen.