Fire franske gidsler frigivet i Syrien

I næsten et år har fire franske gidsler været holdt fanget i Syrien. De er nu frigivet og har det godt

Fire franske journalister, der har været holdt fanget i Syrien, er på fri fod igen.

Journalisterne blev fundet af tyrkiske soldater på den syriske grænse lørdag efter at have været holdt som gidsler af den al-Qaeda-relaterede militante oprørsgruppe Islamisk Stat i Irak og Levanten i Syrien siden juni sidste år.

Journalisterne blev helt præcist fundet i Sanlifur-provinsen. De var bundet på hænderne og havde bind for øjnene, skriver det tyrkiske nyhedsbureau Dogan.

- En ukendt gruppe bragte journalisterne til grænsen i nat. De er kørt på hospitalet og overdrages derefter til de franske myndigheder, skriver Dogan.

Frankrigs præsident, François Hollande, bekræfter frigivelsen.

I en erklæring sendt til nyhedsbureauet AFP siger præsidenten, at han "med stor lettelse" lørdag morgen var blevet informeret om, at de fire franske statsborgere - Edouard Elias, Didier François, Nicolas Hénin og Pierre Torres - var på fri fod igen.

Præsidenten oplyser, at de har det godt "på trods af de meget udfordrende forhold under deres fangenskab".

Journalisterne vil vende tilbage til Frankrig i løbet af lørdagen.

Den 30. marts blev de to spanske journalister Javier Espinosa og Ricardo Garcia Vilanova frigivet efter seks måneders tilfangetagelse.

De blev kidnappet i Syrien i september 2013 nær den tyrkiske grænse ligeledes af Islamisk Stat i Irak og Levanten. Journalisterne blev angiveligt frigivet efter betaling af en løsesum.