Kvinde er død under brand i Odense

Teknikere undersøger, hvorfor der opstod brand hos 58-årig kvinde i lejlighed i Odense

En kvinde har mistet livet under en brand i en lejlighed i Odense sent lørdag aften, skriver fyens.dk.

Det var lidt efter klokken 22, at politi og brandvæsen fik meldingen om røg i lejligheden på Hvenekildeløkken.

I en seng lå en 58-årig kvinde, og brandvæsnet fik hende ud af lejligheden, men det var ikke muligt at redde hendes liv.

- Hun er omkommet af røgforgiftning, siger vagtchef Hans Jørgen Larsen fra Fyns Politi.

Ilden blev slukket, så den ikke spredte sig til de øvrige lejligheder, skriver fyens.dk.

Teknikere vil søndag undersøge lejligheden i forsøget på at fastlægge årsagen til ildens opståen.