Banktyve torpederede patruljevogn med gummiged

Lars Bechmann Jensen blev vidne til indbrudstyve desperate flugtforsøg efter rambuktyveri

Med denne gummiged fik ukendte gerningsmænd først smadret facaden af en bank og siden torpederet en patruljevogn. (Foto: René Schütze)
Med denne gummiged fik ukendte gerningsmænd først smadret facaden af en bank og siden torpederet en patruljevogn. (Foto: René Schütze)

Se video med øjenvidnet i videoen over artiklen.

To eller tre gerningsmænd var natten til torsdag meget tæt på at kunne slippe af sted med en hel hæveautomat fra Nordjyske Bank i Brønderslev, da de slog til på det sidste ud af i alt fire banker, der i løbet af natten har været udsat for indbrudsforsøg.

Se også: Fire bankbokse sprængt op i Nordjylland



Se også: Nordjysk bank fik fjernet facaden: De har ikke været helt dumme

Efter at have smadret facaden på banken med en gummiged, fik de bugseret hæveautomaten op på en lille ladbil. Inden de nåede at stikke af, kom en patruljevogn dog til stedet.

- Der kom en patruljevogn susende til stedet, men så kørte han fandeme ind i patruljevognen med gummigeden!

Sådan forklarer øjenvidnet Lars Bechmann Jensen, om episoden, hvor han så gerningsmændenes flugt fra banken omkring klokken 5 natten til skærtorsdag.

Rendegraver fjernede facade
Forinden var han blevet vækket af høje lyde ude på gaden, som han først troede var fra renovationsarbejdere. Han kunne dog hurtigt konstatere, at det ikke var tilfældet.

- Da jeg kiggede ud af mit vindue kunne jeg se, at der var en gummiged, der havde været inde i banken over for. Og der står en inde i banken og dirigerer ham. Så jeg skyndte mig at ringe 112, siger han.

- Imens jeg talte med politiet fik mændene så pengeautomaten ud på gaden, hvor de havde en lille lastbil stående, som de lagde den over på ladet af ved hjælp af gummigeden, siger han.

Se også: Vidne til bankindbrud: Blev vækket af et højt brag

Kort efter kom patruljevognen frem til stedet, hvor den ene af gerningsmændene altså valgte at påkøre den.

Det fik kortvarigt forsinket betjentene, hvorefter gerningsmændene tog flugten.

- Patruljevognen fik mulighed for at bakke tilbage, hvorefter de kørte gummigeden ned for enden af vejen. Men ud fra hjørnet af ejendommen kommer så en lysegrå Audi A4 i en voldsom fart, og så suser patruljevognen efter den.

Kunne ikke fange indbrudstyve
Nordjyllands Politi bekræfter episoden, og oplyser, at ingen betjente kom til skade ved sammenstødet med gummigeden. Til gengæld fik de ikke meget ud af den efterfølgende jagt.

- Bilen havde fået nogle skader, og den kunne i hvert fald ikke køre så stærkt, at den kunne køre efter dem, siger Bent Højgaard, der er vagtchef ved Nordjyllands Politi, til Ekstra Bladet.

Gerningsmændene til indbruddet er derfor fortsat på fri fod, og politiet kan ikke give noget sikkert bud på, hvem der står bag de mange indbrudsforsøg mod nordjyske bankfilialer.

Ifølge politiet er det muligt, at tre af nattens attentater skulle virke som afledningsmanøvrer forud for indbruddet i banken i Brønderslev.

Se også: Slog til fire steder på stribe: Her er banktyvenes gasbombe

Til de tre andre indbrud forsøgte tyvene tilsyneladende at sprænge hæveautomaterne i luften. Hvad der mere præcist er foregået er det dog op til den videre efterforskning at påvise.

1 af 2 Tyve forsøgte at sprænge pengeautomat i Aabybro i luften ved hjælp af gas, så bombeeksperter måtte tilkaldes fra Skive. (Foto: Thomas Kristensen/112-Nord.dk)
2 af 2 Med denne gummiged fik ukendte gerningsmænd først smadret facaden af en bank og siden torpederet en patruljevogn. (Foto: René Schütze)