Mor kørte tæer af sin søn med havetraktor

Søndag eftermiddag blev en seksårig dreng kørt over af sin mor, der var ved at slå græs med en havetraktor

(Foto: Google Maps).
(Foto: Google Maps).

Idyllen brast i den grad for en familie i Nordjylland søndag eftermiddag, da en mor kom til at køre sin søn ned med en havetraktor.

- Det er simpelthen så uheldigt som det kan være. Drengen løber og leger og vælter på græsplænen, siger vagtchef ved Nordjyllands politi, Henrik Beck.

Moderen ser ikke sin søn og kører over hans fødder.

- Han bliver kørt til Hjørring Sygehus med det samme, og det sidste jeg hørte var, at han havde fået kørt tre tæer af, som de så vil prøve at sy på igen, siger vagtchefen.

Ulykken skete i den lille Vesterhavsby Lønstrup.