Fængselsimam i Mekka smuglede narko

En imam i et fængsel i Mekka i Saudi-Arabien er anholdt for at smugle narkotika for indsatte

En muslimsk fængselspræst i Saudi-Arabien risikerer selv at komme bag tremmer.

Imamen er taget som narkosmugler i det fængsel, hvor han fungerede som imam for de indsatte, ligesom han var koranlærer.

Det skriver den engelsksprogede saudiarabiske avis Arab News i sin netudgave.

Ifølge avisen er det fængselsmyndighederne i Mekka, islams helligste by, der har fanget imamen.

Det var en vaks vagt, som bed mærke i, at imamen forlod fængslet iført andre sko end de, han havde på, da han kom.

Manden var ellers på vej til at forlade fængslet efter at have undervist fanger i koranen, skriver avisen.

I stedet blev han så ført væk og afhørt om skomystikken. Ifølge avisens oplysninger brød han sammen og tilstod at være narkosmugler.

Han havde smuglet 50 narkotiske piller i sine sko ind til en fange.

Vagterne i fængslet fandt hurtigt tabletterne hos fangen.

Derpå undersøgte de imamen og hans bil, og der blev fundet mere narkotika i bilen.

Imamen er nu anholdt og tilbageholdes, mens narkopolitiet er pudset på sagen.

Saudi-Arabien har meget strenge straffe for narkoforbrydelser.