Tiltale: Bandefolk bag overfald på 'Store A'

Den første af syv fanger er blevet tiltalt for overfaldet i Vestre Fængsel på ’Store Abde’. 20-årig fra LTF-banden også tiltalt for groft røveri mod vekslebureau

'Store Abde' blev gennemtævet med slag, spark og tramp af syv medfanger i Vestre Fængsel.
'Store Abde' blev gennemtævet med slag, spark og tramp af syv medfanger i Vestre Fængsel.

Under en gårdtur i Vestre Fængsel rottede syv fanger sig sammen om at gennembanke den kendte kriminelle Nørrebro-figur ’Store A’, Abderrozak Benarabe, 40. Han blev slået i ansigtet, skubbet omkuld og sparket og trampet adskillige gange i hovedet og på kroppen, mens han lå ned.

En ledende figur fra banden LTF, Loyal To Familia, og flere af hans ’soldater’ førte an i volden, fremgår det af anklageskriftet i sagen.

Politiet har nu rejst tiltale mod et 20-årigt LTF-medlem for overfaldet på ’Store Abde’, mens tiltalen mod de seks øvrige fanger først kommer senere. Sagen mod den 20-årige køres særskilt, fordi han alligevel skulle for retten på Frederiksberg i næste uge for et groft røveri mod en Western Union vekselbutik på Frederikssundsvej begået sammen med en 22-årig.

Overfald optaget på video
Overfaldet på ’Store A’ skete den 21. februar kl. 16.15 i gården til Vestre Fængsel, der er videoovervåget. Derfor blev hele overfaldet optaget på video, der skal vises i retten, hvor ’Store A’ også er indkaldt som vidne.

Flere af de sigtede for overfaldet har tidligere været involveret i banderelaterede sager om drabsforsøg, grov vold og dødsvold.

Ifølge tiltalen fik ’Store A’ først et slag i ansigtet af en 27-årig ledende figur i LTF, hvorefter den 20-årige LTF´er og fem andre skubbede ’Store A’ omkuld og i fællesskab gennembankede ham.

Baggrunden for overfaldet er ukendt, men formodes at være banderelateret. ’Store A’ er blevet anset som en ledende figur i bandemiljøet på Blågårds Plads, mens LTF-banden har rødder både på Blågårds Plads, i Skovlunde og Tingbjerg.

Sad selv for vold
’Store A’ blev tævet, mens han selv sad varetægtsfængslet for grov vold mod en 23-årig kvinde på gaden ved Sct. Hans Torv i maj sidste år. Han stak hende en lussing, flere knytnæver og sparkede hende, da hun lå på jorden.

Den 23-årige kvinde havde i lang tid forfulgt ’Store A’ forklarede han i retten. – Det tog overhånd, det gjorde det nok, sagde han om overfaldet, der 3. april kostede ham seks måneders fængsel i Københavns Byret.

Røveri under orkanen
Den 20-årige, der nu er tiltalt for overfaldet på ’Store A’, begik ifølge tiltalen et groft røveri midt under orkanen ’Allan’ den 28. oktober sidste år. Sammen med en 22-årig brød han med et koben og en flækøkse gennem glasruden til kasserer-lokalet hos Western Union på Frederikssundsvej 148 i Brønshøj, hvor de truede med at dræbe personalet.

Røverne var maskerede og bevæbnede med en pistol og tog knapt 404.000 kr. fra skuffen med kontanter. Men under flugten dryssede røverne en stor del af udbyttet væk.

Først tabte de et stort bundt sedler inde i forretningen, og derefter 145.500 kr. ude på gaden. Da en ansat ville redde pengene, blev han sparket.

De to røvere slap væk med 186.400 kr.

1 af 2 Gårdturs-arealet i Vestre Fængsel er videovervåget og overfaldet på 'Store A' blev optaget. Det vises i retten i næste uge. (Foto: Jens Dresling/Polfoto)
2 af 2 'Store Abde' blev gennemtævet med slag, spark og tramp af syv medfanger i Vestre Fængsel.