Brand: Drenge ville lave kul-tegninger

Det var to ulykkelige drenge, der her til aften gik til politiet, efter de fik sat ild til en plantage

To 16-årige drenge ville onsdag aften tænde ild til nogle træpinde for at lave kultegninger, men i stedet fik ilden fat i noget græs på en hede, som endte i store flammer, oplyser Nordjyllands Politi.

- De havde selv forsøgt at slukke ilden, men ilden fik magten, fortæller Jan Stagsted, vagtchef hos Nordjyllands Politi.

Branden brød ud ved 17.30 tiden. Vagtchefen forklarer, at kort tid efter uheldet meldte drengene sig selv på politistationen.

Frederikshavn Beredskab måtte tilkalde forstærkning fra både Skagen og Aalbæk for at få kontrol over flammerne.

Ifølge Jan Stagsted nåede cirka 2500 kvadratmeter at blive brændt ned, før de fik nedkæmpet flammerne.

Branden skete på et hedeareal på Tranevej i Hulsig ved Skagen.

Politiet oplyser, at der ikke er brændt noget ned, som der kræves erstatning for.

- Lige nu er der stadig efterslukningsarbejde for at undgå, at branden blusser op igen, fortæller vagtchefen